Shamanisme som en spirituel vej

Shamanisme som en spirituel vej

Shamanismen er, efter århundredes fravær i den vestlige verdens opmærksomhed, tilbage igen. Som bekendt var det antropologen Michael Harner, der samlede de værktøjer og egenskaber, der er fælles for al shamanisme i verden, i et system som han kalder Core-shamanismen. Altså den fælles kærne for shamanisme uanset geografisk standpunkt. Undervisning i Core-shamanisme er åben for alle. Alle kan lære shamanens verden at kende på et weekend kursus. Selvfølgelig kan man ikke blive shaman på en weekend, men i Core-shamanismen har man da også en udpræget modvilje mod at kalde sig selv shaman, også selv om man har arbejdet med shamanismens værktøjer i årtier. Gennem Core-shamanismen er shamanismen atter blevet bemærket og kendt i Vesten , men som et seminarsystem har det samtidig haft sin pris. Det der er blevet siddende på nethinden er et billede af en slags drømmerejser, hvor man efter aftale kan møde kraftdyr eller spirituelle lærere. Eller som en slags rollespil hvor man møder ånder i en mørk skov.
Tilbageblikkende må man nok erkende, at det ikke har været særligt hensigtsmæssigt for shamanismens videre udvikling. Tendensen har overvejende været at se shamanismen som en avanceret form for selskabsleg eller som en slags naturromantisk rollespil, hvor du kan blive fritidsindianer. Noget der er langt fra shamanismen virkelige væsen.

“Al shamanisme, hvor det end befinder sig i verden, må forholde sig til den kultur, som den befinder sig i. At vi lever i en moderne industrikultur gør ikke shamanismen mindre spirituel. Tværtimod kan vi i vores kultur sætte fokus på spørgsmål, som en nomadekulturs shamaner endnu ikke har behov for at tage stilling til”

Shamanismen er en spirituel vej, endda en af de helt store. En vej er noget helt andet end det at lære om spirituelle værktøjer og teknikker. I Vesten har vi ligesom gjort det i at plukke rosinerne ud fra andre folkeslags spirituelle veje for så at servere dem i weekendkurser som spiritualitet. Desværre for os selv, for det holder ikke. Uanset hvor dyre kurserne er og hvor dybe de giver sig ud for at være, så vil du alligevel efter en tid kigge dig om efter det næste kursus. Hvorfor? Fordi du fik en ædelsten fra en spirituel vej, men ikke fik noget med at have den i. Alt det som man tilegner sig, når man går en vej med respekt. Vi tror ikke, at vi har tid til at gå en spirituel vej. Kunne du tænke dig at lære at arrangere blomster, som man gør i Japan på en spirituel vej, og så bruge et helt liv på det? Hvad er gevinsten ved det? Måske i virkeligheden det, som du mest af alt har brug for…. Nemlig at opdage hvem du virkelig er. Det er noget der kræver tålmodighed, respekt, indsigt og ydmyghed.
Shamanismen er er af menneskehedens helt store spirituelle veje. Den har umådelige dybder, men det er ikke nogen vej blot for en weekend. Det er en vej for hele dette liv, og måske det næste med. Det er en meget rummelig vej, for den omfatter de vigtigste af virkelighedens grundelementer. Men man skal lære shamanismen at kende som den ser ud, når den er en spirituel vej og ikke som den tager sig ud i en forenklet weekend-seminar udgave.

For at råde bod på dette og for at opbløde billedet af shamanismen som drømmerejser og rollespil, har jeg i samråd med mine spirituelle lærere besluttet at tilbyde en anden tilgang til shamanismen.
Denne tilgang indeholder både et opgør med seminar-shamanismen men også den opgave at finde, hente og etablere shamanismens fragmenterede sjæl tilbage i vor tid og ind i vores kulturelle sammenhæng. Det var efter mødet med traditionel shamanisme i Sibirien, at beslutningen om grundlæggelsen af Shamanselskabet faldt.
Formålet med Shamanselskabet er at muliggøre en indlæring i shamanisme, der er tilpasset vore egne forhold. Denne mulighed har vi valgt at kalde:

Shamanlærling på prøve
Shamanismens verden er umådelig stor, og den har det med at blive større og større jo dybere, man kommer ind i den. Den har døre, der åbner sig og døre der lukker sig. Alt afhængig af de valg, som man træffer. Shamaner har farver. Hovedfarverne er sorte og hvide shamaner. Her har vi det med dørene der lukkes eller åbnes,…. Afhængig af shamanens farve vil der være døre i den spirituelle virkelighed der er åbne eller lukkede. Men kender ikke sig selv, før man har åbnet sine døre for sin egen spiritualitet. Her møder man sin virkelige vilje og intention. Man tror, at man kender sig selv, men i dybet virker det, der virkelig driver os.
Så vil du lære hos en shaman, gør du godt i at undersøge, hvilken grundfarve han/hun har. En sort shaman vil fremme din kraft på basis af dit ego.
En hvid shaman bliver man, hvis man vil arbejde med medfølelsens væsen. For det er det, som hvid shamanisme bygger på.
Derfor er hvid shamanisme en meget lang og en meget svær vej, for den indeholder det sværeste, du kan blive udsat for, at skulle møde sin egen værste fjende…. sit eget ego.
Konceptet “Shamanlærling på prøve” er en mulighed for at prøve kræfter med sin egen modenhed, med sin moral og med sine sande intensioner.

“Shamanselskabet arbejder ud fra det koncept, der hedder Den lange hvide shamanske vej. For shamanisme er som alle andre spirituelle veje en vej for hel livet og sikkert også et godt stykke derudover”.

Allerede efter kort tid på denne vej vil du se og opleve at: Shamanisme er en spirituel vej der virker.