At vandre mod lyset

Hvad er meningen med livet? Dette er nok et af tidens største spørgsmål. Det er samtidig et meget dynamisk spørgsmål, for det kan sætte os i stand til selv at sætte kursen ud mod ukendte horisonter.
Når vi træder ind i dette liv, er det allerede med et stort handikap: vi fødes med amnesia, hukommelsestab. Vi glemmer alt om, hvor vi kommer fra, hvem vi var før dette liv, og hvad vi har sat os for at opnå med dette liv. Vi har mistet den direkte hukommelse, og har kun fornemmelser derom tilbage. Derfor er det vigtig for os, at vi lærer at lytte til vore fornemmelser og at følge dem.
Vi dumper ned i et stort ubevidst mørke med fødslen, og vores gang gennem livet bliver, (forhåbentlig) en vandring mod lyset. At vi lærer at huske vil give os evnen til at se lyset i mørket, og …til at følge det.

“Shamaner har siden tidernes morgen trampet stier gennem mørke sumpe i materiens dyb til Lysets områder i Oververdenen. Denne erfaring er moget, som man kan trække på både for dem som har en krop, og for dem, der som afdøde skal begynde deres vandring efter dette liv”.

At vandre mod lyset, også når fremskridtets gadelygte er gået ud
De fleste problemer som vi søger hjælp til i terapien kan relateres til en enkel problemstilling: Vi forstår ikke vores liv. Tilværelsen er for mange som et nyt apparat, hvor vi har smidt brugsanvisningen væk, og nu sidder og bøver med at få det til at virke. Livet bringer lidelse, som vi prøver at kæmpe os ud af. Hvor ligger problemet virkelig gemt?. I vores dans med livet er vi komme så meget ud af takten, at vi ustandselig træder vores partner (realiteterne) over tæerne. Hvor mistede vi og vores kultur melodien? Ganske enkelt: det er vores virkelighedsopfattelse, det er galt med. Vi har sorteret alt for kraftigt i den, sat etikette på med virkeligt-uvirkeligt, og så et hurtigt: væk med det. Der er gået meget tabt på den konto. Vores verdensbillede er blevet for småt, for gråt, for kedeligt. Og fremfor alt …. så er vi blevet fremmede i virkelighedens verden, selv om vi priser fremskridtet, som vi kalder det.
Her er shamaner nok mere nøgterne. For vi kan ikke bemærke, at menneskeheden har forandret sig synderlig meget i løbet af den flere tusindårs udvikling, vi har gennemgået. Enkelte individer ja. Der har været store personligheder, som har haft markante gennembrud, men samfundsmæssigt og i al almindelighed, nej. Vi har stadig krige, kæmper for profit for de få. Er stadig beredte til at slå andre ihjel for en sag, en gud, fordi nogen tror noget andet. Hvad er problemet egentlig?

Det kan en dansk specialitet give et klart svar på: Janteloven.
Den fortæller os klart og tydeligt, at vi ikke skal tro, at vi er noget.
Det er der rigtig mange, som bliver stødt over, fornærmede og indignerede på egne vegne. Selvfølgelig er vi da noget, jeg er noget. Endda noget helt specielt og unikt, et ego og en ener.
Det er denne arrogance, der er ved at forpeste planeten jorden og udrydde planter og dyr.
Vi tror fuldt og fast, at vi er noget. Det på trods af, at Janteloven jo har ret i sit velmenende råd: lad være med at tro, at du er noget. Se det fra den rette vinkel. Fra virkelighedens vinkel. Så får vi måske øje på lyset, og når mørket så engang letter, vil vi se, at verden er meget større end vi nogensinde har drømt om.

Prøv et øjeblik at give følgende overvejelser en chance:

Du er ikke din form eller dit udseende. Kroppen, formen og udseendet er lånt og af kort varighed.
Du er heller ikke et resultat af din opdragelse, den er måske stærk hos dig, men den er heller ikke af varighed.
Du er heller ikke et resultat af arv fra din fortid. Den fortid er ikke tilstede mere kun i din erindring. I nuet lige her og nu er der et helt andet øjeblik her er alt andet som en drøm.
Du er heller ikke et resultat af din tid. Den vil der alligevel blive set hånligt ned på om 10-20 år.
Du er heller ikke den, som andre gerne vil have du skal være. Heller ikke den du prøver at være for at være rigtig.
Du er heller ikke den, du tror du er. Helt sikkert og godt for det.
Du er heller ikke ingenting og ren mekanik, som vor tids kloge prøve at fortælle os.
Du er heller ikke en guds barn, for selv guder tror de er noget.

Jamen hvad er vi så, hvis vi ikke er noget?
Vi må gribe Jantelovens hjælpende hånd, og forstå ordet: noget. For det er her, at døren går op, og vejen mod lyset bliver synlig. Noget er noget som indeholder begrænsning, en begrænsning som vi må have mod til at slippe.
Tror du på sandsynligheden for reinkarnation så må det have strejfet dig, at man i hvert et nyt liv er et ny noget og i det næste et andet noget. Indimellem er der en tilstand hvor noget bliver til ikke-noget, ellers kan det simpelthen ikke lade sig gøre. Og det er dette ikke-noget, som er det mest interessante aspekt i dette.
Her er buddhisme og shamanisme rørende enige, vi lever i en tilstand af falske opfattelser om virkelighedens væsen.
Virkeligheden er ikke-noget og Lysets sande væsen.