Ragnarok, Odin og Loke, en nordisk tragedie

Ragnarok og historien om de to brødre.
På et vist tidspunkt opstår der rundt omkring i verden en type historier, der handler om et drama af de helt store. De indgår i tidens og stedets grundhistorie. Historien om brødrestrid og de konsekvenser, som udsprang deraf. Der synes at være flere varianter af historien, der skildrer konflikerens forskellige sider og deres mulige forløb. Blandt verdenshistoriens store historier finder man f.eks det babylonske epos om brødrene Enki og Enlil. Ægypterne har historien om Osiris og Seth. De nordiske folk har historien om Odin og Loke. Det er store dramaer, historier der går dybt.
Som foroven, så forneden siger en berømt hermetisk sætning. Det som sker blandt guderne, sker ligeså i den menneskelige sjæl. Odin og Lokes historie er mulige begivenheder i vores eget indre.
Det kan se ud som om, at Eddaen, den nordiske mytologi, engang har været et stort og omfattende epos med en tydelig handlingsstruktur. Som alt andet på den tid i Skandinavien, så blev de store historier fortalt mundtligt, eller de blev sunget. Således blev de lange kvad huskede. Der var ikke noget nedskrevet andet end i hukommelsen hos tidens vogtere af folkets historier og identitet. Alt blev husket dengang selv de længste epos i historien på flere tusinde vers. Men på et tidspunkt mister vi denne formidable hukommelsesevne, og vi begynder at glemme. Her må vi så ty til det skrevne ord.
Et kæmpe epos der har holdt længst i den orale tradition, er Finlands fantastiske epos Kalevala.
Det fandt først sin nedskrift i midten af 1800 tallet. Nedkrivningen af Eddaen lang tid før.
Fortællingen om Odin og Loke som en mulig kærne i Eddaen?
Odins og Lokes historie gennemstrømmer og præger Eddaen, den nordiske mytologi. Den er stoffet, der binder historien sammen og giver den mening. Den er den direkte årsag til Ragnarok. Som vi læser Eddaen i dag, ligner det mest af alt en gammel bog, hvor limningen er gået op, og flere løse sider mangler. Men selve historiens røde er der endnu.
Eddaens mulige begyndelse
Man hører i løbet af historien at asehøvdingen Odin og jætten Loke er blodsbrødre. Den historie mangler, så der er kun det fakta, at det er de. De er hinandens direkte modsætninger, og måske derfor er tiltrukket af hinanden. Asen og jætten har begge lyse og mørke sider i deres væsen, dog direkte modsat proportionerede. Odin er en lys skikkelse med mørke sider, mens Loke er en mørk skikkelse med lyse sider.
Således afspejler de også sider i vores eget indre. Vi kan være overvejende af Odins slægt eller vi kan være overvejende af Lokes slægt. Uanset hvad så har enhver Odin et Loke indslag i sjælen, mens enhver Loke har et Odin indslag i sin sjæl. De to udspiller for os hele det indre drama, vi bærer i os.
Den del af historien hvor Loke bliver introduceret for aserne, mangler ligeledes. Men i hukommelsen på historiens fortællere har holdt sig alle de historier om, hvilke konsekvenser det fik, at Loke blev introduceret hos aserne, som en af deres. Disse historier har sikkert været så underholdene, at de …måske…har været dem, man har fortalt oftest, og derved huskede bedst.
Loke har sin daglige gang hos aserne, men som han nu engang er, en jætte, er han som en elefant i porcelænsbutikken, og således opstår dynamikken i eddaen netop udfra denne ubalance. Loke, overvejende en mørk sjæl, der prøver at finde det fine selskabs dansetrin, ender med at skabe flere groteske situationer. Aserne kan dog appellere til, at han bruger sine evner til at gøre godt med, og derved rette miseren ud igen, hvilket medfører at der ofte kommer en ekstra bonus ud af historien i sidste ende. Loke får endog sin egen ase-familie, en asekone og to børn. Disse udgør hans lyse side. Men Loke må være sin jættenatur tro, så han grundlægger i smug en altenativ familie, en jætte familie. Fra den udspringer tre mørke kræfter, Hel, Jormingundr midgårdsormen, og kæmpeulven Fenris.
Som historien går videre, så får Loke på et tidspunkt nok af det gode aseselskab, så han dukke op på et af asernes utallige muntre drikkelag, og gør det værst tænkelige, set fra asernes syn på god opførsel. Han siger sin mening om dem alle, en efter en, og fremhæver alle deres svage sider, og så går han. Det er selvfølgeligt ubehageligt at blive konfronteret med sine skyggesider, men egentlig kunne man jo sagtens få noget positivt ud af det
Men den tanke gribes aserne ikke af. Man kunne jo godt forestille sig at “guderne” aserne ville se på sig selv og se, at der måske..måske ikke, var noget om snakken. Men den mulighed forelå ikke dengang, så de har bare fået nok af Loke, så de jagter ham og fanger ham. Dette indebærer en grum skæbne for Lokes to asebørn. Den ene dør for den andens hånd. Den overlevende bliver en monsterulv.
Her går historien ind under huden. Den lyse del af Loke, billedeligt “hans asebørn”, det han udviklede hos aserne, går til grunde. En stor tragisk begivenhed udspiller sig. Loke fanges og bindes (af tarmene fra hans døde søn) og bringes under jorden til evig straf. Som det eneste formildende i denne del af historien er, at hans aseviv Sigyn som den eneste, har medfølelse med ham. Hun bliver hos ham under jorden, hvor hun prøver at opfange giften fra den slange, som aserne anbragte over ham, hvor den kan dryppe sin gift i hans øje. Sandelig en grum straf der bliver Loke tildelt.
På en måde er det måske også en gang noget for noget. Loke var jo selv den direkte årsag til Balder, Odins søns død.
Man kan sagtens forstå Ragnarok som en voldsom naturbegivenhed, hvor de rå naturkræfter udløser de begivenheder, der fører til den gamle verdens undergang.
Men det ligner også, at det er “menneskelige” konflikter, som her får konsekvenser, der udløser Underverdenens jættekræfter, de store og voldsomme naturkræfter. Kræfter der figøres, og som gudevæsnerne Aserne nu må forsøge af bøde af på.
Eddaens verden er gennemsyret af elementerne og urkræfter. På moder jords krop er den grundfæstet i urkræfternes verden: is og ild. En fysisk verden i naturens maskinrum. Ildens kræfter får en arketypisk form i person af Ildelementets hersker Surt, som udløser en flodbølge i den næste verden, der foran sig driver skabningerne fra den nederste verden, den som er bygget af vand og tåge, og hvis nederste rige hedder Nifelheim. Det er ildens kraft der er brudt igennem og driver underverdenens beboere ud fra huler og huller. En flodbølge drevet af Surt, ildens hersker, påkaldt af Loke gennem en af de stærkeste kræfter..overhovedet… som vi har tilgang til…vrede. Jætten Lokes vrede…
Man mindes lidt Star Wars og ordene: vrede fører til had, og had fører til “the dark side”. Og Loke er gået fuldt ind i sin mørke side. Vreden formørker verden og bliver dens undergang. Aserne, der af Loke fik vist deres svage sider, må nu bøde for, at de ikke erkendte deres eget mørke, og dermed chancen for at transformere det til mere lys. I stedet blev de kastede ud i den direkte konfrontation.
De der nu drives frem af Surt, er ikke heller af ildens element, men er fra Underverdenens dødsrige. Fremaf drives Trolde, Sortelvere, fæle jætter fra Underverdenen, Hels beboere og skibet Nagelfar, det skib som er bygget af Hels beboeres negle. Skibets kaptajn er selveste Loke.
Jætten Loke ankommer med en hærskare af skabninger fra Underverdenen. Som en sidebemærkning skal der nævnes, at der ikke på noget tidspunkt fortælles, at der i hans følge skulle befinde sig jætter fra Jotunheim, altså Mellemverdens jætter. Hermed får Ragnarok mere karakter af at være et rent familieopgør mellem:
Loke og hans børn, og Aserne og især Odin.
Loke er en jætte, og dermed i slægt med de elementære naturkræfter. Men han er også blodsbror med asehøvdingen Odin. Han har/havde således et ben i hver lejr. Men hans gerninger fra hans asetid, ville nok passe bedre i jætternes verden end i asernes. Loke, jætten som ikke evnede at begå sig i det “fine” selskab, hos aserne, står nu med begger sine fødder i jætternes verden, nu med hævngerrighed og sikker også skuffelsen over at det aldrig lykkedes han at være en del af det “gode selskab”. Dermed har konflikten endnu et ny facet, som handler om ikke at kunne passe ind. Egentlig et ganske moderne psykologisk drama?
Loke, som var lænket nede i jordens dyb, er fri, hvordan det gik til, fortæller historien ikke noget om. Det stykke mangler vi også.
Men fri det er han, og han har smidt sin maske, og vil have den ultimative hævn. Aserne skal udslettes.
Hans vreden har påkaldt ildelementes hersker Surt. Surt er nu den rensende ild, der raser gennem jordens årer, mens det skyller de nedre regioners væsner op på historiens overflade.
Som fortællingen skildres, siges der ingenlunde, at Surt er forbundet med Loke. Sikkert er det dog, at hans ild driver Loke og underverdenes beboere foran sig. Men disse 3 underverdens riger er dog mere forankrede i Nifelheim, der er af isens element.
Surt er i udbrud, og bringer således her i begivenhedens første fase undergang til Nifelheims frostthurser, Sortelvheims sortelvre, og Hels beboerne. Alle må forlade deres hjemstavn. Hvilket sikkert passer Loke udmærket. Alle drives ud af deres huller, og styrer nu mod asernes verden på bølgen fra ildens element. De rider på vredens bølger. Surt har ikke noget personligt udestående med aserne. Surt er en upersonlig urkraft, en af de første. Ilden er sammen med isen del af de fundamentskabende kræfter, som alle rigerne langs Yggdraksils, rødder, stamme og krone hviler på. Da aserne griber til våben, er der faktisk kun en af dem, der dør for Surts flammesværd, nemlig vaneguden Frei, der er dumdristig nok til at angribe denne ildens urkraft. Det koster ham livet, mens Surt…læg mærke til det blot raser viderepå sin vej.
Det egentlige opgør er ligesom båret fremad ved at Lokes troldehær bruger momentum til at få ekstra slagkraft. Surt er ude i sin hel egen mission, mens Loke denne evige opportunist ser muligheden for lidt ekstra slagkraft..
Som bekendt ender de positive guders møde med de negative underverdens kræfter med, ….det eneste realistiske resultat….at hele molevitten kortslutter, og må …genstartes. Det sørger næste og yngre generation af aser og vaner for, de som overlevede den gamle gardes undergang.
Da støvet sætter sig, og jorden grønnes igen, træder den næste version af mennesker frem. De kommer ud af Moder jords grønne favn. Liv og livslyst hedder de. De træder frem nu og afløser Ask og Embla, menneskenes første (ifølge eddaen) stampar. Menneskehedens version 2.0..er på banen, og overtager stafetten.
Så nu kan historien egentlig godt slutte her. Det gør den stort set også. Men…..
Selve historien , Vølvens spådom, Vølvespå som den hedder, udgør ramme om hele dramaet.
Historien om Ragnarok fortælles blandt det, som Vølven,….på Odins foranledning, beretter til folk af Heimdals slægter, og dermed direkte henvendt til os. Vi som lever en tid, hvor vi måske, kan forstå historien som en direkte advarsel til os, således set ud fra Vølvend fremtidssyn?
Som det kan ses i historien er vreden den uforsonlige kraft, der ubesejret raser gennem slagmarken. Surt med sit flammesværd, et flammende tveægget svær. Det er ildens to sider der virker i sværdet. Ilden kan beskytte, varme og heale, ligesåvel som den kan være altødelæggende og destruktiv. Den destruktive side er vreden, den positive side er varmens omsorg? Loke og hans børn har påkaldt vredens ild, og ilden vender sig mod aserne. Vrede er en voldsom naturkraft, og Loke evner som jætte tilkalde hele denne vredens kraft i dens fulde omfang med samt dens ånd. Vreden er sandeligt en voldsom urkraft, som vi stadig bærer i os. Politiske begivenheder afspejler dette samme forløb, et øje for et øje og hævn avler hævn. Et negativt kredsløb der viser sit grimme ansigt.
Men vreden får på et tidspunkt raset ud, og ilden falder til ro igen, nu hvor de positive aser og de negative jættekræfter har kortsluttet hinanden. Roen efter stormen indfinder sig, og verden er klar til en ny runde.
Der fortælles, at den nye generation der nu indfinder sig, finder de gamle tavl brikker, og et nyt spil… måske endnu et spil sort mod hvid kan starte igen?. Er de sorte og de hvides arketyper på vej tilbage igen?. En ny Odin og en ny Loke? Måske…man kan håbe, at de som efter Ragnarok nu sætter spilbrikkerne op, vil have lært af den forrige generations fejltagelser, og at de måske lærer at tage spillet mindre alvorligt, så Ildkongen Surt kan slippe for at gå så voldsomt i udbrud en gang ril.
Ragnarok ikke er indtruffet endnu. Trods diverse krige og verdenskrige og adskillige generationer af uansvarlige politikeres ihærdige gerninger og anstrengelser. Vi er nok måske..? ankommet til den mørke tid, der ifølge historien går forud, Fimbulvinteren. En tid af intens indre formørkelse og sjælelig kulde, en tid med vold og afstumpethed. En tid der danner forspillet for den store genstart Ragnarok.
Men vi kunne være godt på vej.
Slutbemærkning: Når Hel, som er halv, bliver Hel
I den begivenhed som er Ragnarok, går Loke og hans jættebørn, Fenris ulven og Midgårdsormen til grunde.
Ragnarok synes at vedrøre udelukkende krigere. Men Lokes datter er stadig i live. Hun hedder Hel, og hendes rige er således opkaldt efter hende Hel/Hell.
Men Hel er slet ikke så hel. Hun har to forskellige sider. En ung og frisk side, og en anden side med råddenskab. Så man kan faktisk sige, at Hel er Halv. De to sider er den ubalance, der må evigt stræbe efter balance, og hvor liv og død synes at muligøre hinanden.
Men ord og navne er ikke kun til pynt. Hel er også et løfte til fremtiden. Spørgsmålet er så bare, på hvilken måde Hel, som er Halv bliver Hel? På den sorte eller den hvide måde?