Tuvarejser
de følgende rejser 

Forbemærkning til denne side
Det var klart for mig efter den første tur til Tuva, at det som jeg havde lært om shamanismen i Vesten og som jeg også havde været underviser i, ikke var det samme som den traditionelle shamanisme, som man møder den i Sydsibirien. Selv om der tilsyneladende er overensstemmelser i f.eks. områder som den spirituelle geografi (kosmologien) og brugen af kraftdyr, så blev jeg ved nærmere eftersyn klar over, at ligheden kun er på overfladen. I bund og grund er der verdener til forskel på den traditionelle shamanisme og på det, som vi her i Vesten kalder shamanisme. Det som de i Sydsibirien betegner som Underverden, Mellemverden og Oververden har intet til fælles med det, som man her i Vesten betegner med de samme ord. Ligeledes har de sibirske shamaner ingen kendskab til den slags "kraftdyr" som man koketterer med i kursus-shamanisme i Vesten. Man kan stille det op på en spids og sige at i Sibirien har shamaner shamanske kraftdyr og i Vesten har man personlige kraftdyr. Det varede længe før tiøren faldt for mig i denne sag, for et shamanske kraftdyr har kun shamaner.
Shamaner eller shamanister?
Det tog mig flere rejser til Tuva, før jeg blev accepteret som shaman med tilknytning til Bjørnen.
Det var faktisk rigtig svært at blive accepteret, især når man har lært den vestlige shamanisme, der i bedste fald er en "shamanisme leight".
Vores opfattelse af shamanen som en naturforbundet indfødt, har ikke nogen hold i virkeligheden. De der er shamaner, er det ud fra en hel anden holdning end den, som man forestiller sig her. Der er intet romantisk over at være shaman. Den holdning som vesterlændinge har til shamanismen er shamanerne i Sibirien dybt undrende over. Her i Vesten tror man at man kan være shaman ...for sin egen skyld, som selvudvikling, en holdning der er fuldstændig uforståelig for traditionelle shamaner. Så når vesterlændinge kommer til Tuva med den illusion, at de er shamaner, så kommer de i den kasse der hedder spirituelle turister eller shamanister. Altså folk der dyrker shamanisme uden at være shamaner på samme måde som fodboldfans dyrker et fodboldhold uden at være fodboldspillere. 
Det er faktisk rigtig svært at blive set og anerkendt som shaman, hvis man kommer fra Vesten. Det kræver at man revurderer sine illusioner om shamanismen. Ud fra en sådan revurdering har jeg/vi grundet shamanselskabet i Danmark for at give en mulighed for en grundig indlæring i shamanismen som den må tage sig ud for at være udviklingsdygtig også i fremtiden. 
Se mere derom på siderne Shamanselskabet og Shamanismens grundelementer.

Den første tur til Tuva bragte af forskellige årsager, på trods af at det lykkedes at møde de fleste toneangivende shamaner, ikke  den personlige meningsudveksling, som jeg havde håbet på. Så jeg besluttede året efter at tage alene til Tuva, for at se, om det ville blive lettere dermed. Shamanerne i landet er for manges vedkommende knyttede til shamanselskaber, der driver klinikker. Dengang (2004) var der 3 af slagsen. Nogle år senere 6-7 stykker. Dem vi gennem professoren blev introducerede for først var Toos-Deer. Klinikken drives af shamankaen Ai-churek, en dame med en veludviklet forretningssans og et humørsvingendes sjæleliv. Hun nyder stor popularitet hos amerikanske turister, der forsørger hende med en god økonomi. Hun er ikke vellidt blandt de lokale shamaner, hvor meningen er, at hun er blevet en show-shaman, altså en der laver tomme ritualer for turister. Min egen erfaring med hende er, at hun ikke er helt ufarlig, da hun er psykisk labil. På Internettet kan man finde en morsom historie om en amerikansk turist, der af professoren bliver sendt ned til Ai-churik for at møde en shaman. Uforvarende kommer han til at spørge hende . hvad en shaman egentlig er for noget. Spørgsmålet udløser en hel times konstant verbal udskældning, hvorefter hun holder en kort pause ligesom for at trække vejret. Og så fortsætter konen med endnu en times overfusning af den stakkels og lettere chokerede turist. Da hun efter denne maraton udskældning endelig beroliger sig, undskylder hun sig med, at hun faktisk ikke ved, hvad hun skal svare på spørgsmålet. Beskrivelsen dækker ganske godt mine egne indtryk med Toos-Deer. Gruppen bag klinikken er for tiden alle fra Ai-churiks familie-klan. Selv havde jeg ingen ambitioner om at træde i et nærmere forhold til nogen fra denne gruppe. Den anden store gruppe er samlet i shamanklinikken Dungur, hvilket betyder Trommen. Dungur er den ældste af Tuvas shaman klinikker. Der har gennem tiderne været skiftende ledelser, men mit indtryk fra denne gruppering er, at den ud over Adyg-Ool ikke har nogle shamaner, der er over gennemsnittet. Derfor render man tit ind i kommunikations problemer. De forstår simpelthen ikke, hvad man taler om. Det hænger ligesom sammen med måden, at de lærer shamanisme på, og så med det faktum at de fleste faktisk kommer fra ganske beskedne kår, og er enkle og simple mennesker på godt og ondt.
Så da jeg ankom alene til Tuva i 2004 valgte jeg at koncentrere mig om den 3. klinik Adyg-Eeren (Bjørne-totem), der drives af bjørneshamanen Kara-Ool. Det viste sig tilbageblikkende at være det bedst mulige valg. Kara-Ool er en af de få shamaner i Tuva, der rager et godt stykke op over gennemsnittet. Han hører til den slags shamaner, der er en god ven at have, men er også en slem fjende.
Kara-Ool regner jeg for en god og sjælden ven.  Han har et stort hjerte, men det der bringer ham i en særklasse, er en ganske særlig evne, som han besidder. Det er en shamansk evne, som jeg kun har set denne ene gang. Han kan i en let trance vokse langt ud over sig selv, og når han gør det, begynder han al læse folk. Han gør det som regel altid ved det første møde, men ellers når han synes at der er nyt at læse. Jeg er selv blevet læst af ham flere gange, således også på min sidste rejse til Tuva i 2007.

Kara-Ool og Svend

I min tid som praktiserende shaman i Danmark havde jeg selv haft en centrering i Bjørne-shamanismen, som er en af de ældste former for shamanisme. Det var da også det første, som kom frem da han læste mig ved vores første møde. Som han sagde er bjørneshamaner relativt sjældne, men alligevel findes der 1-2 af dem i ethvert land på jorden. I løbet af vores bekendtskab (der gik over flere Tuva besøg) har han foræret mig forskellige bjørne genstande, der bruges i den shamanistiske praksis. Det sidste jeg fik af ham var et bjørnehoved (ugarvet), som jeg skulle garve i vodka. Efter en tur med shampoo (mod fedtet hår) og en hel flaske vodka, blev den hel fin at se på.
Er der en ting shamaner i Tuva ikke kan udstå et se, så er det shamaner uden dragt. Så i løbet af besøget i 2004 fik jeg min shamandragt lavet efter hans anvisninger. I to omgange har jeg boet på hans klinik, hvad han insisterede på. Selv skylder jeg ham en stor tak for den tillid og hjertelighed, som han har udvist.

Svend og Ludmilla        gensyn med Adyg-Ool 2006     Svend og Kara-Ool                Jurten i Adyg- Eeren

           Fra Adyg-Eeren