Tuvarejser

Forbemærkning til denne side
Denne side er beretningen om min første rejse til Tuva. Den skal ses ud fra øjnene af en der har lært shamanismen i den vestlige udgave, og som går ud fra, denne shamanisme er den sammen, som der praktiseres i traditionel shamanisme.  Det er en beretning om mit forundrede møde med de tuvinske shamaner, og også om den ligeså gensidige tuvinske forundring over de vestlige "shamanister".

Tuva er et af jordens mest spirituelle lande, det er et magisk land. Men samtidig kan en rejse til Tuva være en hård tur. Alene rejsen derned er hård. Der går mindst 2 flyskift, en lang togrejse og til sidst en taxitur på 400 km, før man ankommer. Men det er ikke så meget det, der er det hårde. Det hårde er den kontante afregning på dine medbragte intensioner. Kommer man med illusioner eller med ønsker om at promovere sit ego, så venter der kontant afregning ved kasse 1. Og hvem kan sige sig fri for de 2 nævnte bevæggrunde? Det er landets spirituelle Ånd der virker i de hændelser, som du udsættes for der. Men ikke i en ond hensigt. Det der sker, sker for at bringe dig videre på din vej. Jeg har set folk (kvinder) bryde sammen på turene over bagateller som den tuvinske fornemmelse for tid, der i al enkelhed går ud på, at det der skal ske, vil ske når tiden er moden til det. Et i øvrigt ganske velgørende og sundt princip, men for vesterlændinge uforståeligt, når man sidder i en bus og venter timer på det rette tidspunkt til at køre. Det følgende er nogle historier fra mine Tuva rejser, hvor jeg har plukket et par højdepunkter ud.

Min rejse til Tuva 2003
I anledningen af 10 årsdagen for det første møde med deltagere fra Foundation of Schamanic studies med tuvinske shamaner der fandt sted i 1993, få år efter murens fald, er vi en delegation der igen tager til Tuva. Formålet er at afholde et symposium fælles med shamaner fra Tuva og de omkringliggende lande Altai og Khakasien. Mine egne ambitioner med rejsen var at prøve, om det var muligt at etablere en erfaringsudveksling med de lokale shamaner. Et forehavende der viste sig at være betydeligt vanskeligere end forventet. Derom mere senere. Til forhistorien hører, at Foundation længe har understøttet og hjulpet landets førende folkloristiske personlighed, en mand der engang var uddannet shaman men senere blive landets kendteste folkemindesamler nemlig Kenin Lobsang Mongush også kaldet Professoren. Det var professoren, der i Tuva har en enorm indflydelse, der arrangerede vores tur, ophold og møder i Tuva. Ankomsten til Tuva var formidabel. Jeg tror ikke, at der er nogen, der nogensinde har fået eller vil få en bedre velkomst i landet. Vi blev modtaget ved lufthavnen af samtlige shamaner fra alle 3 toneangivende shamanselskaber iført deres shamanske beklædning. 

ankomst ved lufthavnen

Efter overrækkelse af de obligatoriske kadaki (silketørklæder) samt en rituel kop mælk, blev vi kørt til Professorens domæne museet. Her møder vi igen de lokale shamaner, og nu starter den første af mange ensartede handlinger. Lederne fra de 3 shamanselskaber starter en hyldesttale til Professoren, hvor de sværger ham evigt troskab. Nogle af dem er tydeligvis utilpasse ved situationen, men der står åbenbart knæfald på programmet, hvor det synes som om, at Professoren vil vise omfanget af sin magt. Lige ved denne første lejlighed er vi alle lidt benovede. Det er først senere, da situationen gentager sig igen og igen, at vi får øje på det groteske i situationen. Magtdemonstration er også efter sovjetstatens sammenbrud en disciplin.

2 af de ledende shamaner ved modtagelse og knæfald

Seancen afsluttes med et ildritual udført af Professorens yndlingsshaman Adyg-Ool

                                                                                  
                     Adyg-Ool trommer sig i trance               Professeren og hans yndlingsshaman                   Adyg-Ool

Efter at have hvilet ud efter en lang og anstrengende rejse startede vi et par dage senere en tur, der skulle føre os rundt i det meste af landet, og bringe nogle helt enestående oplevelser, som vil forblive uforglemmelige. Turen bragte os til den yderste by i det sydvestlige Tuva byen Mugar-akzi. Med på turen har vi Professoren, hans yndlings-shaman og dennes assistent. Professoren underholder undervejs uafbrudt med sine usandsynlige anekdoter og røverhistorier (i øvrigt en yndet tuvinsk disciplin). Undervejs bliver vi ligesom grebet af ubehag. De af os der er shamanistisk aktive, har medbragt trommer og andet grej, men på intet tidspunkt er vi blevet opfordrede til at pakke ud. Da vi nævner det, lyder parolen pludselig, at når vi ankommer til Mugar.akzi så venter folk på os for at få healinger. Det var ligesom en ny vinkel på sagen. Om morgenen den følgende dag ankommer vi til den lille by Mugar-akzi, en pæn by bebygget med russiske træhuse et rådhus og et lille hospital. Bussen holder foran rådhuset, professoren med følge stiger ud og forsvinder ind i rådhuset. Det viser sig, at der ikke er nogen som helst, der har hørt, at vi skulle komme, og borgmesteren havde et vigtigt møde med en delegation kinesere. Healinger havde ingen hørt om heller. Efterhånden begynder folk at stimle sammen om bussen for at se de mærkelige besøgende. Efter en tid ankommer en gruppe berusede ryttere med geværer på ryggen. De virker ikke særlig venlige. Yndlings-shamanen meddeler os, at rytterne tror, at vi er den gruppe vesterlændinge, der på Internettet har forkyndt at de vil bestige regionens hellige bjerg. Meddelelsen får de medrejsende tyske damer til at gå i panik af rædsel. Nu får vi kommunedirektøren (med riffel) med ud af byen, hvor vi slår teltlejr. Det bliver en flot stjerneklar nat med lyden af galoperende heste ude på hovedvejen fra bjergets beskyttere, der sikkert har holdt varmen i nattekulden med en god sjat vodka.
Dagen efter vågner vi op til et Mugar-akzi, der i mellemtiden har indset sin fejltagelse. Borgmesteren har pludselig tid, og har nu gennet 50 landsbybeboere sammen i rådhus salen til en fælleshealing.

Shamansk vækkelsesmøde i Mugar-akzi
Hvad der nu sker, vil jeg altid huske som min mærkeligste healings-seance. Vi kommer ind i rådhus salen, hvor de mange mennesker sidder bænket op..... og vi træder lige ind på scenen. De medbragte shamaner Adyg-Ool samt assistent har distanceret sig og sidder passivt uden dragt. De skal i hvert fald ikke blande sig. Man må ligesom forstå, at for tuvinske shamaner er shamaner, der ikke besidder en shamandragt ikke rigtige shamaner. Og vi er virkelig på udebane her. Shamanisme i stil af et evangelistisk vækkelsesmøde var nok lige den disciplin, som vi ikke beherskede så godt. Men ok gode miner til slet spil. Vi stiller op på scenen og begynder at trommme for kraft. Alene synet af de måbende ansigter var hele turen værd. Men så var det ligesom nok, så gruppen fordelte sig i salen blandt de forsamlede landsbybeboere og fik endelig lov til at praktisere det, som vi er gode til, en god gang individuel healing. Efter seancen fik vi for første gang på hele turen anerkendende ord at høre fra Yndlings-shamanens mund. Han var faktisk blevet helt rørt over healingsforløbet som udviklede sig helt anderledes end han havde troet muligt fra de mærkelige vesterlændinge. Han tøede helt op, og da vi på tilbageturen blev opfordret til at lave endnu en lignende seance i en nærliggende by, kunne vi pludselig lave den sammen... og han havde skam sin shamandragt på nu. Adyg-Ool bliver i løbet af rejsen en rigtig god ven.

Til gengæld for healingen bliver vi inviteret til at overnatte i borgmesterens jurte, der befinder sig et godt stykke uden for byen. Her lærer vi den traditionelle måde at leve på med kvæg og får, der leverer grundlaget for overlevelse. og gæret hoppemælk der leverer grundlaget for tuvinsk champagne med varierende alkoholprocent. Den vi blev budt på var tydeligvis højprocentig, for vores vært blev overmådig bedugget, hvilket hans kone synes var meget pinligt, især da han begyndte at synge meget højt. Dagen efter sov han længe, men hans far havde et problem. Der var blevet stjålet 4 af hans heste, sikkert af mongoler fra nabolandet. Så shamanen blev sat til at spå i et skulderblad fra et får, for at se, om hans heste ville komme igen. Udfaldet var positivt så bedstefar blev glad.

Adyg-Ool spår i et fåreskulderblad

Vi kører videre og efter nogle timers kørsel ankommer vi til Kayrakhan, shamanernes hellige bjerg, hvor vi deltager i den Khamlanye, der er beskrevet på den foregående side Tuva shamanernes land.