Denne side handler om de mere praktiske sider af shamanismen,
om det shamanske univers og om shamanismens værktøjer.
Det er en samling af ældre artikler, som jeg har skrevet, men som ikke nødvendigvis
indgår i min nuværende erfaring med shamanismens verden.

Hvad er shamanisme?
Til at begynde med er det glæden ved at kunne berejse åndernes verden,
men derefter er det kunsten at stille dem de rigtige spørgsmål

Shamanisme er nok den ældste spirituelle oplevelsesform vi kender. Afbilleder af mennesker maskerede i dyreham fundet i hulemalerier, mere end antyder at vi allerede 10-15.000 år før vor tidsregning kan registrere et shamanistisk verdensbillede. Shamanisme er den ældgamle kunst, at berejse andre områder af virkeligheden end den almindelige. Til forskel fra meditation der er stilhedens kunst, benytter shamanismen sig af kraften fra trommer, raslere eller sang. Lyden benyttes som en ekstra drivkraft til bevægelse i andre eksistensområder. Shamanen rejser til andre virkeligheder for at hente råd, kraft eller information om specielle forhold. Alle shamanistiske kulturer er lokalt farvede. Men den form der fra begyndelsen af 1980erne kom til Europa er fri for alle bindinger til andre kulturer med shamanistisk baggrund. Det er kun den rene kærne, og hedder derfor også Core-shamanisme, kærneshamanisme. Man behøver ikke at knytte sig til en bestemt shamanistisk tradition med baggrund i et bestemt folkeslag  i dag. Shamanisme kan man også finde, lære og praktisere her i Vesten. I sin kærne er den ikke anderledes end traditionel indigen traditionel shamanisme. Vi i Vesten er født med de samme evner som alle andre, måske bruger vi bare ikke disse evner, der på naturlig vis gør os i stand til at opleve andre aspekter af virkeligheden, men evnerne har alle. Shamanens vej i dag er uddannelsen af disse evner på samvittighedsfuld og grundig vis. I Vesten er den shamanske vej igen blevet tilgængelig, især takket være Michael Harner, der ved grundlæggelsen af Foundation for Shamanic Studies genetablerede shamanismen som en initiationsvej, der som den eneste af sin art, sikrer den der går den shamanske vej et udviklingsforløb helt til vejs ende.
Shamanisme er oplevelsesbetonet, paradoksalt nok er der alligevel skrevet et bibliotek af bøger om shamanisme. Langt største parten er skrevet af antropologer, der prøver at forstå shamanismen og som prøver at forstå meningen i de shamaners tale, som de har interviewet. En lidt mindre del er skrevet af fantasifulde mytomaner, der forsøger at slå plat på shamanismen, og en meget lille del er skrevet af praktiserende shamaner, der forsøger at gøre opmærksom på, at shamanismen lever, og trives i bedste velgående. Men tag ikke fejl, ingen af disse bøger er beregnet til at erstatte den shamanistiske oplevelse med en god historie, og de er heller ikke beregnede til at fungere som en gør-det-selv manual. Shamanisme starter gennem en erfaren instruktør, der kan vejlede begynderen på vejen.

Den shamanske oplæring

Kan man blive shaman i dag, i den vestlige kultur vi lever i, og med de rødder som vi har fået dybt ned i den materialistiske muld?  Ja man kan! At blive oplært til shaman i dag  her i Vesten, er på mange måder lettere, end det har været før i tiden, hvor de kulturer i Europa der endnu havde bevaret rester af Shamanisme, har måtte udøve den i det skjulte. I dag er Shamanisme frit og åbent for alle. Enhver kan deltage i en Basisindlæring i Shamanisme, som er det første skridt på shamanens vej, også uden at det forpligter til noget som helst. Men hvis man virkelig vil gå vejen, så langt man evner, så er det en lang (og spændende) vej. Den kræver selvdisciplin, udholdenhed og talent. Det er en udbredt opfattelse, at man skal kunne fremvise en indigen traditionel baggrund, for at kunne uddanne sig til og kalde sig shaman i dag. Oplæringen besværes yderligere af, at kun ganske få ” vesterlændinge ” nogensinde vil blive accepteret som shamaner - af andre vesterlændinge. Grunden kunne være en misforstået ydmyghed og respekt. Også folk fra Vesten kan tilføje Shamanismen kraft og fornyelse. Man behøver  heller ikke at søge ud i ørkenen for at få en vision for livet, den kan man også få på en bænk i byen. Men til forskel fra andre spirituelle retninger har Shamanismen en åbenlys fordel, den er fra begyndelsen af oplevelsesbaseret, og fri for autoriteter. Men man har brug for selskab, andre der befinder sig på den shamanske vej, for at få kontinuitet og øvelse. Det er endnu en forskel fra den traditionelle shaman, der er en udpræget enspænder. I Vesten arbejder man sammen med andre.  Men det specielle ved shamanismen i vesten, som den læres i Core-shamanismen er også, at de lærere og hjælpere som man har, alle befinder sig  i de indre verdener, og at  det er disse lærerne der indvier shamaner. Her i vesten er man anvist, selv at etablere den kraft man har brug for for at komme videre på shamanens vej. Man kan ved egen hjælp selv etablere  kraftens cirkel og åbne dørene til de tre verdener og de fire verdenshjørner. Alle traditionelle shamanistiske samfund er lokalt farvede og derved i udformningen tilpassede det samfund, de befinder sig i. Det er det moderne samfunds shamanisme ikke på samme måde. Den Shamanisme der er blevet introduceret her i Vesten, hedder Core-shamanisme (engelsk for kærne), og indeholder det der er fælles for Shamanisme, som den findes rundt omkring i verden. Lige nu er den ny, men om 2-3 generationer vil den  være blevet en vestlig tradition for Shamanisme. Al shamanisme bygger på det samme grundlag, så der er ingen grund til at have mindreværdsfølelser i Vesten, fordi der endnu ikke er en nutidig tradition for shamanisme. Tilgangen til det shamanistiske univers skal under alle omstændigheder tilkæmpes dagligt, uanset hvor på jorden man befinder sig. Diskussionen om tradition eller ej, handler i virkeligheden om, hvor på den shamanske indlæringsvej man befinder sig. I det moderne bysamfund tager indlæringsprocessen sædvanligvis lang tid, da man må disponere over en oftest hektisk hverdag. Kun de færreste har i dag mulighed for at være fuldtids shaman. Derfor er problemet med shamanismen mest af alt et spørgsmål om øvelse, rutine og erfaring end om autenticitet. En byshaman kan principielt set rejse lige så dybt ind i åndernes verden og udføre lige så fuldendte healinger som en traditionel uddannet indigen shaman. Det er kun et spørgsmål om personlige kraft og erfaring.

Shamanisme har farver.

Fælles for shamanismen overalt i verden er, at den har farver. Der er 2 grundfarver der dominerer: Hvid shamanisme og sort shamanisme. Det er ikke ensbetydende med gode eller onde shamaner. Alle shamaner uanset farve er klientens hjælper og ven. Men mens den hvide shaman er uddannet til aldrig at ville skade et levende væsen med sin kunnen, har den sorte shaman ikke problemer med, ud fra sin solidaritet med sin klient, at skade klientens fjender. De fleste sorte shamaner kan kendes på udtalelsen: jeg er en god ven, men en frygtelig fjende. Udover de 2 grundfarver er der 4 underfarver: rød, gul, blå og grøn, der refererer til de specielle arbejdsområder, som den enkelte shaman har valgt. Det er områderne ritualistik (at åbne vejen), divination (kommunikation), materialisering (merging-teknikken) samt healing. Det siger sig selv, at hvid shamanisme åbner for tilgangen til dele af åndeverdenen, som den sorte shaman ikke har tilgang til. Det kritiske punkt er hvordan shamanen forholder sig til sit ego. Ud fra dette forhold vil den hvide shaman kunne samarbejde med de af åndeverdenens væsner, der baserer deres virksomhed på moral.

Fornyelse

Den traditionelle shaman er og var formidler for de spirituelle væsner, ceremonimester ved alle lejligheder  og samtidig en specialist og healer på det sjælelige område. De sjælelige lidelser blev lokaliseret i klienten og fjernet. Antropologen Michael Harner der er grundlægger af Coreshamanismen i Vesten har samtidig bidraget til en fornyelse af shamanismen på flere områder. Mest tydelig er fornyelsen i en helt egen udvikling af en teknik, som Harner kalder Shamanic Counselling. Egentligt betyder det shamansk rådgivning. Men hvor shamanen i den traditionelle shamanisme rejser ud for at spørge de spirituelle væsner om informationer og råd, så lærer shamanen her i denne metode klienten selv at rejse ud og spørge sine egne hjælper om hjælp og råd. Og de spirituelle væsner ser ofte det, som vi har vænnet os til at kalde for et problem på en hel anden måde. Det der for os er et problem, er for dem en proces, der bringer os videre, når vi kommer rigtig igennem. På denne måde kommer  en Shamanic Counselling nærmere en healing end en egentlig rådgivning, altså en healing af problemet.
Næsten alle mennesker har evnen til at rejse i de spirituelle verdener, og shamanismen er en fantastisk enkel metode. Den kræver kun vedholdenhed, nysgerrighed og mod til at se virkeligheden i øjnene, også når den ikke er helt, som man gerne vil forestille sig, at den er. Shamanisme er den oprindeligste, ældste og mest gennemprøvede af alle spirituelle systemer, som mennesker har benyttet til at kontakte virkeligheden med, derfor er den stadig den mest effektive metode i dag.

Siden slutningen af 1980erne har der været en voldsom interesse for indigen spiritualitet. Det begyndte allerede i 1960erne på et tidspunkt, hvor de unge indianere var ved at forsvinde i anonymiteten på vej ud i det amerikanske samfund. Til deres store overraskelse var det nu med et de hvide unge, der interesserede sig for deres indianske rødder. Interessen førte til, at der kom fornyet energi til den indianske spiritualitet. Unge indianere, der sikkert ellers ville være forsvundet ud i et anonymt samfund, blev de nye lærlinge hos de få medicinfolk, der stadigt var aktive. Samtidigt har de hvide, der søger denne mere jordforbundne form for spiritualitet, mere eller mindre ukritisk optaget hvad de kunne af en visdom, der har en form, der egentlig slet ikke er tilpasset den verden, de kommer fra. Situationen har så tilspidset sig fra år til år. De indianske/ polynesiske/ indigen spirituelt arbejdende har i stadig stigende grad følt sig irriterede på de hvide. Det de frygter er, at deres åndelige grundlag, der ofte kun er fragmenter udvandes og ødelægges. Deres besked til de hvide, der interesserer sig for deres spirituelle kulturarv er, at de skal gå hjem og søge deres egne rødder, og egentlig har de jo ret. På den anden side kommer indianske Medicinfolk til de hvide, afholder svedehytter og kurser og deres argument er, at spiritualitet ingen hudfarve kender. Problemet er desværre nok ikke en kortvarig episode, men nærmere noget der vil udvikle sig mere i fremtiden. Hvor er så vore danske rødder ?. Ifølge forfatteren Søren Nancke-Krogh i bogen Shamanens Hest havde vi shamanisme ganske langt op i historien. Mange af de ting som indianerne betragter som deres opfindelse, som f.eks. Medicinhjulet fandtes i Europa på en tid, hvor det var fuldstændigt ukendt i Amerika. Michael Harners store fortjeneste er, at han har bragt shamanismen til Vesten igen i en form, der kun indeholder den kærne, der er fælles for al shamanisme verden over, uden at medtage de formelementer der er rent lokale og derved egentlig er beregnede for bestemte folkegrupper. Den shamanisme som vi udvikler i Danmark, er universel. Vi tager ikke noget fra nogen, og vi kopierer ingen. Og frem for alt kan vi komme lige så vidt eller længere på denne måde.
 

Naturen er efterhånden blevet noget, som man kun oplever, når man har ferie. I hverdagen gør vi i vores bykultur meget ud af at  "tæmme" den. Mistanken om at bymennesket er bange for at have naturen for tæt på i hverdagen er meget nærliggende, når man ser, hvordan store træer og planter forsvinder fra haver og grønne områder. Men prisen er høj. Vi mister evnen til at oplevevirkeligheden i en større sammenhæng.  Shamanisme er noget, der normalt anses som værende forbeholdt naturforbundne folkeslag.  Naturforbundet er man, når man forstår at knytte an til de virkelige kræfter, der lever iblandt og omkring os. De folkestammer der indtil nu har klaret at opretholde et liv sammen med naturens virkelighed, har et helt andet realistisk forhold til verden, end vi har. Vi tror, at naturen er en anordning af genstande i rummet, som vi vilkårligt kan manipulere med. Vi ved nu, at den økologiske ligevægt forstyrres, hvis vi bare fjerner en del fra helheden. Men stadig ser vi ikke den virkelige forskel på natur og ” nyttelandskab”. En del af det shamanistiske arbejde består i at knytte an til helheden. Det shamanistiske verdensbillede er holistisk. Det foregår i cirklens billede. Alle ting der findes kan ses som cirkler, der hver i sær er en helhed. Alle cirkler har kraft. Er en cirkel åben for omgivelserne, kan den forbindes med en omkring liggende større cirkel, og derved formere sin kraft. Jo større cirkler der forbindes jo større bliver kraften. Mennesket er set sådan en lille cirkel. Forbindes denne lille cirkel med en større, som naturen er det, forøges kraftpotentialet betydeligt. Derfor handler shamanisme for en stor del om at knytte sig til kraft, for at have et større potentiale til rådighed. Til at begynde med er det i form af hjælpere, kraftdyr, senere er det den omkringliggende verden af kraft. Og naturen er fuld af kraft. En sund skov er ikke kun en samling træer, dyr og planter, det er også hjemstedet for vore glemte slægtninge, naturvæsnerne. Disse væsner har et fra os afvigende udseende, men de er besjælet med nøjagtig de samme sjælelige ytringer som vi. Disse naturvæsners fornemste kvaliteter, og vi taler her om naturvæsner som alfer, nisser, gnomer, trævæsner, trolle (ja, de er der virkelig), disse væsners lever i en følelse af overstrømmende glæde. Og de kan møde os med en hel overvældende kærlighed. Og er der en sang, som man kan høre gennem skoven, hvis skoven da er ladt nogenlunde i fred, så er det: glæde, glæde, glæde, glæde, glæde, glæde, glæde. Men kigger man så ud på en tilstødende mark tilsået med store flader kun det samme, så hører man også deres bekymring, for der lyder en hel anden sang der ude fra: pligt, pligt, pligt, pligt, pligt, pligt, pligt. Jeg synes faktisk også, at jeg har hørt den sang til hudløshed i vores hverdag. Der hvor jeg vil hen er, at hvis vi kan acceptere, at vi laver i en verden fuld af beslægtede væsner, store og små, så kan vi også flytte vores sjælelige ståsted fra pligtens verden til glædens.

Shamanisme og sjælerejser

Som mennesker har vi en unik evne. Hos nogle bliver den udviklet og brugt, hos de fleste er den endnu ikke opdaget eller taget i brug. Hos de shamanistiske kulturer har den altid været, - og er den stadig, en naturlig forudsætning for eksistens og overlevelse. Det er evnen til at berejse andre eksistensområder og der rådføre sig med væsnerne i åndernes verden. Dette kunne i korte træk være definitionen på hvad man forstår under shamanisme. Kunsten at berejse andre eksistensområder. Det mest brugte udtryk i shamanismen er da også,- at rejse. I shamanismen bliver vi til rejsende. Vi berejser mange forskelligartede verdener og tider. At vi kan det, skyldes vores unikke og medfødte evne til at indstille og indleve os i forskellige bevidsthedstilstande. Hvordan det foregår, ved vi ikke, men det virker, så meget er helt sikkert. Men det virker kun, hvis vi har mod til at tillade, at det sker. Midlet til disse bevidsthedsskift er mangfoldige. Shamanismen benytter sig af en art trance. Øjeblikket, hvor vi kører ind i den anden bevidsthedstilstand kaldes trance. Et ord der desværre er behæftet med så megen misforståelse, at det er svært at benytte i dag. Men trance er altså det gyldne øjeblik, hvor man skifter ind i et andet bevidsthedsområde med fuld bevidsthed. I vor kultur forbinder vi trance med en neddæmpet bevidsthed. Det skyldes en forkert iagttagelse, og mangel på egen erfaring. Trance kan tværtimod være en overordentlig bevidst oplevelse. Som mennesker er vi komplicerede multi-dimensionelle væsner. Vi lever i flere virkeligheder på en gang. Vi kan være samlet flere mennesker i det samme rum og samtidig i vor indre bevidsthed være vidt forskellige steder henne på samme tid. Vores manglende evne til at iagttage denne indre verden er skyld i, at vi overser, at virkeligheden foregår på flere områder. Vores iagttagelse er bundet til genstandendes verden. At frigøre iagttagelsen og anvende den på andre virkelighedsområder, er forudsætningen for den shamanske rejse. Man kan sagtens være i mere end en bevidshedstilstand af gangen. Kun kan vi ikke holde koncentrationen om mere end en ting af gangen. Dette har givet anledning til misforståelser grundet ukyndig iagttagelse. I dag er man kommet et godt stykke videre i forståelsen af forandrede bevidsthedstilstande. Og netop shamanismen nyder stadig stigende anerkendelse og forståelse. Mens shamanismen hovedsageligt fandtes blandt stammesamfund, hvor få hvide har opnået indblik i en verden, man har værnet om, går der i dag en strøm af forståelse og hjælp den anden vej. En ny alliance er opstået mellem de oprindelige folkeslag og den vestlige verdens spirituelt søgende, omfattende en unik blanding af økologi og spiritualitet ved hjælp af shamanismen. Dette skyldes især amerikaneren Michael Harner, der siden 1950´erne har arbejde med shamanisme på verdensplan.

Gennem sine studier af shamanisme har han ekstraheret det grundlæggende, det der er fællestrækket ved shamanisme, uafhængig af hvor i verden den har hjemme. Dette ekstrakt har han givet navnet Core-shamanisme, kerne shamanisme. Inden for sit institut, der hedder Foundation for Shamanic Studies, samles shamanistiske teknikker fra hele verden for at sikre denne viden mod at blive glemt. Da de oprindelige stammesamfund  ikke blot trues af den anderledes vestlige livsform, men også af religiøse fundamentalister, der vil ud at frelse hedningerne, er deres årtusind gamle livsform -og deres selvforståelse ekstrem truet. Michael Harners Foundation er i sådanne tilfælde i stand til at springe ind med træning af shamaner. Den shamanske rejse foregår efter Core-shamanismen i liggende stilling. Mens man ligger ned, rejser man ud i andre virkelighedsområder ledsaget for det meste af lyden fra en tromme eller rasle. Trommen er den primære drivkraft, det unike redskab i shamanisme. For at rejsen kan blive en realitet i Core-shamanismen, må den have et mål og et formål. Uden denne målsætning virker Core-shamanismen ikke. Denne form for shamanisme har som regel en streng og grundig skoling, og den kan ende op med en indvielse i åndernes verden. En således af ånderne indviet, har ret til at kalde sig shaman, uanset hvilken kultur kreds han eller hun er vokset op i.

Den shamanske rejse til kraft.

Lidt om kraft. 

Shamanske rejser, sjælerejser, foregår til andre aspekter af virkeligheden end det lille udsnit, som vi har vænnet os til at betragte som virkelig. Typisk for shamanisme modsat meditation, er den stærkt betonede oplevelse af bevægelighed. Man kan flytte sig langt og hurtigt i de indre verdener. Den shamanske rejse er som et magisk flyvende tæppe, en hest med vinger, en ørn i glidende flugt, en mus i fuld fart eller som en fiskekutters magelige tukken af sted. For at rejse shamanistisk har man brug for grundstoffet i shamanisme, kraft. Uden kraft er skiftet til iagttagelse i andre virkeligheder ikke meget bevendt. Shamaner med en naturlig begavelse har kraften i et tilstrækkeligt mål til at få køretøjet sat i gang, men som regel må kraften hentes, før man rejser. Sammenligner man med en bil, er den kraft, man har brug for i begyndelsen af den shamanske session, at sammenligne med nøglen der sættes i tændingslåsen og får bilen til at starte. Denne kraft henter man enten ved hjælp af kraftsange, eller som mest brugt, ved at tromme med en speciel rytme. Har man startet ”bilen”, leveres brændstoffet til den videre rejse af trommen. Trommen er en formidabel kraftbringer. En dygtig shamansk trommer kan ligeledes styre rejsens geografi ved hjælp af trommens toner. Den kraft, som vi etablerer ved det shamanistiske arbejdes begyndelse, udgør forskellen på at vi kan skifte fra den normale virkelighed til det usædvanlige aspekt af virkeligheden. Funktionsmåden er enkel, vores bevidsthed er en lynhurtig størrelse, det vi fokuserer vores opmærksomhed på, er det sted, hvor bevidstheden går hen. Går vi efter kraft til det shamanistiske arbejde, så er det der, vi går hen, og det som vi får. Når kraften viser sig, er det aldrig på samme måde. Den har forskelligartede farver, former, skikkelser og styrke. Den flyder til shamanen ud fra devisen: du får, hvad du har brug for. Da man i shamanismen sjældent på forhånd ved, hvad der virkeligt er brug for, er der allerede her i den begyndende krafthentning en indikation, der kan indeholde brugbare anvisninger eller tegn på det videre forløb.

Kraft og energi

Den shamanistiske opfattelse af kraft er aldrig rigtigt blevet betragtet under luppen. Det vil jeg gerne her rette op på med et bud på, hvordan kraft kan forstås. En kraftig bygget muskelmand fuldpumpet med anabolske steroider kan godt være stærk og flytte tunge genstande. I fysisk forstand være stærk, men i shamanistisk forstand være kraftløs. En jordstrålemåler kan med pendul og vinkelpinde eller blot med hænderne opspore stærke energi-felter i naturen. Disse steder betegnes ofte som kraftsteder. Ligeledes bliver naturgenstande som krystaller eller fjer betegnede som kraftgenstande. Men shamanistisk set holder betegnelsen ikke. Der er nærmere tale om genstande eller steder med en stærk energi. For fysisk styrke, energi, kraft og for den sags skyld magt, er fire forskellige størrelser. Alle væsner på jorden har energi: sten, planter, dyr, mennesker. Vi er født med energi. Det er et element, der er i alle jordens skabninger. Vi har en vis energi-kapacitet  til rådighed, som har en begrænset ”volumen”. Vi bruger dagligt af denne energi og bliver trætte og forbrugte, når energiniveauet falder. Heldigvis har vi, ligesom vi kan forbruge energi, også evnen til at oplade energien igen. Det sker, når vi sover, eller når vi lader solen tanke os op. For solen er jordens primære energikilde. Energien er universal, den er udifferentieret og optages efter evne af alle jordens skabninger. Hvad er så kraft? Kraft er besjælet energi, derfor er shamanisme også animisme. Alt hvad der findes har både energi, substans og kraft. Det er op til os selv at etablere forbindelsen til energien eller til kraften eller til begge dele. Animisme betyder, at al hvad der findes er besjælet. I vores kultur rangerer animisme på et meget lavt niveau af respekt. Det skyldes, at vi er ignoranter over for virkelighedens helhed. Vi lever i et stærkt forenklet virkelighedsbillede. Derfor aktiverer vi heller ikke de evner, som vi har brug for til at komme i dialog med virkeligheden. Lad os bruge et eksempel. Krystallen er en organisme med en begrænset energikapacitet. En jordstrålemåler kan let måle styrken og rækkevidden som energien har. En ” krystalhealer” kan bruge og målrette denne energi og bruge den som en ekstra energikilde. Det samme med planter. Planter optager og forbruger energi. En urtehealer bruger energien fra planter til at helbrede med. I vores nuværende kultur fokuserer vi på de individuelle kemiske substanser, der findes i de forskellige organismer energi og kraft ignoreres.  Men tager vi shamanistisk/animistisk kontakt med planten, møder vi dets kraftaspekt. Dette kraftaspekt kan vise sig for os i form af dyr, insekter og, lad os sige det sådan, i en almindelig eller ualmindelig menneskelignende skikkelse. Kraftaspektet kan man betegne som energi i skikkelse af et individuelt sjæleligt element. Her er så også forskellen på en planteheler og en shamansk heler. Shamanen arbejder primært med det sjælelige aspekt, når han/hun arbejder i den usædvanlige del af virkeligheden men inddrager energi i processen. Shamanens hjælpere i den usædvanlige virkelighed har skikkelse af dyr, og betegnes som kraftdyr. Umiddelbart set har de en personlig sjælelig kraft. Derfor betyder det en sjælelig berigelse for os, hvis vi under en shamanistisk session får et nyt kraftdyr. Vi får tilgang til nogle nuancer af vores personlighed, som vi måske længe ikke har benyttet os af. Sådan bærer de forskellige kraftdyr en egen sjælelig nuance samtidig med, at det har specielle evner, der gør det værdifuld som samarbejdspartner for shamanen.

Kraftdyr

En af de første opgaver man får på den shamanske vej, er at tage kontakt med sit/sine kraftdyr. Alle mennesker har kraftdyr. Kraftdyrene styrer de mangfoldige energetiske funktioner, der findes i vores spirituelle, sjælelige og fysiske organisme, og forsyner dem med energi. I indfødte animistiske samfund var man klar over at nyfødte børn uden kraftdyr ikke ville leve længe. I dette tilfælde har man hentet et kraftdyr til barnet.  Kraftdyr har ligesom mennesker også et slags helbred. De kan blive svage og slappe, det vil kunne mærkes på vores egen tilstand, vi føler os trætte, nedslåede eller deprimerede. De kan blive bedrøvede, hvis vi opfører os urimelige i hverdagen og, det er næsten det værste, der kan ske, de kan blive bitre på os og vende og ryggen, hvad der kan iagttages i sjældne tilfælde af religiøs fanatisme. Er kraftdyr så virkelige dyr eller hvad er de egentlig? Til at begynde med kan vi konstatere, hvad de ikke er.  De er ikke symboler, der repræsenterer et eller andet. De er kraft i dyre-form. Vi kan holde muligheden åben, at den skikkelse, som de viser sig i, er den bedst passende, for at vi selv kan forstå dem og kommunikere med dem i. Lad os så sige, at de viser sig i en kommunikations-form som dyr. Nogle iagttagelser tyder imidlertid på, at deres virkelige skikkelse er et energimønster. Her kan vi så gå hen og blive filosofiske, for er denne menneskelige form, som vi har den eneste mulige ?. Måske får vi, når vi engang må lægge vores krop fra os efter døden, ligeledes form af et slags mønster, men må/kan antage menneskeform for at kunne kommunikere med andre ?. Det er svært at sige, men for en nemheds skyld er det nok bedst at sige: at kraftdyrene er det, som de udgiver sig for at være, dyr med bestemte kræfter og evner, der hjælper os og vogter over os.

Den spirituelle geografi

Som shamanistiske rejsende har vi til at begynde med vores udgangspunkt i dagligdagens bekendte verden. Her starter vi, og her slutter rejsen igen. Men vi lærer at berejse mindst 3 andre verdener. I shamanismen er verdenen til at begynde med opdelt i underverdenen, mellemverdenen og oververdenen. Mellemverdenen er vores almindelige verden. Men mellenverdenens  ” almindelige ” verden indeholder samtidig en anden verden, - den ” ualmindelige -almindelige verden ”. En verden, der ligger udenfor de grænser, som vores almindelige iagttagelse har sat. I den ualmindelige -almindelige verden finder vi elementernes energier, væsner og kræfter. Det er planternes alfer, stenenes dværge, alle de væsner, store og små der lever i naturen. Den ualmindelige -almindelighed er gennemvævet af energier og væsner. Men som regel lærer man først at rejse i underverdenen. Det er stedet hvor kraften holder til. Stedet hvor man henter kraft og styrke. I underverdenen møder man sine personlige hjælpere i form af kraftdyr.  Det er en overordentlig mangfoldig verden , -en naturverden som vor natur kunne være et slags ekko af. 

I Core-shamanismen lærer man at finde ned i underverdenen gennem en tunnel, som man først må skabe. Kristendommens verdensbillede med himmel, jord og helvede er et forvrænget billede på den spirituelle geografi. Underverdenen har intet dystert over sig. Det er en overdådighed af kernesunde ur-landskaber. Her er stedet, hvor man kan tanke kraft til hverdagen. Oververdenen kan opleves som værende luftlandskaber, bjerglandskaber, sakrale landskaber med arkitektur eller som geometriske forvandlingsformer. Her kan man (gen)finde sin spirituelle baggrund, finde lærere og belæring. På oververdensrejser finder man ligeledes de kosmiske - mønstre. Lokaliseret under underverdenen befinder de dødes rige sig med sin hel egen geografi. I Core-shamanismen er man som regel mere øvet, før man berejser dette område. Trance-positurer er her lidt anderledes, da man kan rejse uden den mere strenge skolingsmæssige baggrund, som ligger Core-shamanisnen til grunde. Men det er et højtideligt, stille ærefrygtindgydende område, det har rekreative steder, og belærende (og humoristiske ) steder, der hvor sjælene forbereder endnu et jordeliv. Det her skildrede er selvfølgelig kun et nøgtern grundrids, for  der er mange, uendelig mange landskaber, og steder der absolut intet har til fælles med landskaber. Hvis man mener, at det meste af jordkloden er udforsket, og at opdagelsernes tid er forbi, så må man nok revidere opfattelsen. For en opdagelsesrejsende med en portion sund nysgerrighed er der nok at udforske her for resten af livet.

Shamanismens værktøj

De der er velbevandret i spirituelle, esoterisker retninger og deres beretninger, vil kunne nikke genkendende til det skildrede i det forrige afsnit. Man kan faktisk finde lignende skildringer fra andre spirituelle retninger. Ganske rigtigt! Og samstemmende beretninger bekræfter hinanden. Hvad er der så særlig ved  shamanisme, der har gjort, at den har holdt sig ung og frisk, skønt den er menneskehedens ældste ?

Shamanisme er et rent erfaringssystem. Det har kun et minimum af teoretisk ballast.

Men det har noget helt særegen i sin værktøjskasse. Det er dens motor, der er et stort

arsenal af (ofte kun lokalt brugte) lydinstrumenter. Mest brugt er rammetrommen, der slås med en trommestav. Hos nogle folkeslag er trommen besat med metalstykker, der klinger med når trommen bruges. Rammetrommer med to trommeskind kan man finde i Nepal. I nogle tilfælde indeholder trommen en trækugle der ligeledes spiller med. Mongolske rammetrommer er runde måske med små halvrunde træstykker fastgjort under skindet, samiske er ovale, nepalesiske og inuit trommer kan være forsynet med et håndtag. Brugt shamanistisk forårsager trommerne, at den rejsende får en ekstra driv-kraft. Shamanisme er meditation med motor. Trommen virker, som bilen der starter , og kører. Alt hvad man behøver, er mod til at sætte sig til rette og så køre derud af. Men shamanisme er selvfølgelig ikke bare sjov. Vi berejser med vort eget sjæleliv åndernes verden. Det gør man ikke bare for sjov. Vi må være beredt til at høre, hvad de har at sige os. Det er en to-vejs kommunikation. Men man kan altid spørge om hjælp til en konkret situation i ens eget liv, og få den! Næsten ligeså brugt som trommen er brugen af en rasle. Med raslen rejser man på en blidere måde. Rasler findes i et utal af varianter og lyde over hele verden. Blandt de mere specielle raslere hører bjælderaslen fra Sydkorea og ånderaslen fra Amazonas, der er en gren med blade. Alle der kender vindens rusken i træerne vil kunne nikke genkendende til den lyd. I Norden blev der brugt sang som middel til at rejse i andre verdener med. Sejd -sang er således at finde hos Saxo og ligeledes i de Islandske sagaer. Man kender sang til shamanistisk brug over hele verden. Sangene er som regel shamanens personlige ejendom, som han/hun har fået i Åndernes Verden. Og så er der selvfølgelig dans. Dans er i denne sammenhæng mest brugt på det afrikanske kontinent. Dans er en storslået og kraftfuld måde at gå på indre rejser på. I dansen aktiverer man hele kroppen, og rejser man målrettet, kan man komme langt omkring. Samtidig er danserejser ekstatiske og livsbekræftende.

En shamansk rejse behøver trods det før skildrede ikke at være et stort udstyrsstykke. Du kan sagtens gå på rejse til lyden af en æske tændstikker, et pilleglas eller en fingers trommen i et bord. Ligeledes kan du gå på rejse til lyden af havets bølger, til vindens susen , bækkens klukken eller lyden af et stykke krøllet papir. Mulighederne er mangfoldige. Men de afhænger af den kraft, som du formår at etablere. Derfor er kraftsang et værdsat middel i mange kulturer, for stemmen har man som regel altid på sig. Man kan lave rejser for at få en kraftsang, bruge faste sange, eller man kan træne evnen til at udvikle sangen ud af øjeblikket.

Ritualer

Ritualer er et vigtigt element i shamanisme. Shamanistisk arbejde starter som regel med åbningsritualet. Shamanisme er ikke noget, som man bare gør for sig selv.

I shamanismen involverer vi væsner og verdener. Hvis man forbereder en shamansk rejse derhjemme, begår man ofte den fejl, at man glemmer, at men ikke er helt alene i verden. Derfor må man starte  med at henvende sig til den helhed, som vi nu engang lever i. I åbningsritualet åbner vi dørene til andre verdener og udtaler respekt for de væsner, der bebor dem. Vi inviterer vore venner kraftdyrerne til at ledsage os, og stemmer os således ind på virkelighedens mange facetter. Uden en bevidst åbning vil rejsen som regel forløbe uklart. Selve udformningen af åbningsritualet er som regel forskelligt afhængig af, hvem der udfører det. Men indholdet burde stort set være det samme. Åbningsritualet er det formelle udtryk for, at kontakten og dialogen med åndernes verden påbegyndes. Som regel henvender man sig, understøttet af rasle, tromme, sang eller fløjten til de 4 verdenshjørner og til de 3 verdener. Det sker i erkendelse af, at man ikke er alene i verden, men at man er beredt til at indgå en dialog, med hvem man end møder på sin vej. Da man, samtidig med at man rejser i åndernes verden, befinder sig i den almindelige verden, er ritualet en invitation til de åndelige væsner og energier til at være blandt os. Når vi er vendt tilbage fra rejsen, udføres ofte et afsluttende ritual, hvor man tager formelt afsked med de verdener, væsner og energier, som 

man har været i kontakt med.  Pueblo  indianere bruger at strø et spor af majsmel ud af huset, så ånderne kan finde vej ud. Det er vigtigt efter rejsen at etablere en god jordforbindelse, så man bagefter kan bevæge sig i den almindelige verden uden at komme galt af sted. Det kan anbefales ikke at styrte ud i trafikken umiddelbart efter en shamansk rejse, men at indtage en ballast først. 

Ud over disse grundritualer, findes der et stort antal specifikke ritualer til helt egne formål. Disse finder anvendelse under det, som man kan kalde shamanismens arbejdsområder, specielle rejser og formål.

Shamanismens arbejdsområder

Til at begynde med lærer man at berejse åndernes verden. I Core-shamanismen lærer man at finde hjælpere, lærere og kraft til sig selv og andre, og man lærer at berejse den spirituelle geografi. Senere lærer man specielle healings teknikker, -at hente specielle kraftdyr eller at finde og integrere tabte sjæledele, eller at arbejde med planter samt alt det, der har præget vort billede af den klassiske medicinmand/kvinde. Core er en grundig skoling. Anderledes med Trance-positurerne,- man behøver her ikke at skulle gennemgå et uddannelsesforløb for at bruge trance-positurer. Det eneste man bør medbringe, er en sund nysgerrighed. Trance-positurer er i øjeblikket  rent eksperimenterende. I den før skildrede kulturudvikling var der tale om :

jægersamlerne, om havebrugskulturen og om agerdyrkerne, - religionsgrundlæggerne.

Vort kulturtrin kaldes passende nok for bykulturen, og behøver vel ikke nogen nærmere præsentation. Mens Core-shamanismen er en initiationsvej, er trance-positurerne mere frie. De stammer oprindeligt fra kulturkredse med en veludviklet socialstruktur. Derfor vil de i dag uden videre kunne indgå i vore dages bykultur som en slags byshamanisme. En indvielse i åndernes verden kan man lige så godt opnå med Trance-positurer som med Core-shamanisme. Forskellen er at en sådan indvielse opstår helt spontant med trancepositurerne, mens Core er en meget grundigere indlæring i shamanismens verden.

Shamanens arbejdsområde omfatter bl,a. :

*             rejser i over, mellem ,underverdenen og de dødes rige .

·             spirituel healing, kraft og sjælehentning

·             shamanistisk rådgivning

·             rejser i andre tidszoner

·             Natur og naturvæsner

*tr      I beskrivelsen indtil nu har der kun været tale om to former for shamanisme ,- om

Core-shamanismen og om trance-positurerne. Det betyder ikke, at der kun findes disse to former. Tværtimod der  findes flere arter af shamanisme, men oftest er det lokale arter, specifik for det pågældende folk og landsdel. Men stadigvæk gælder det, at kernen er den samme over hele verden. At der her i særdeleshed er tale om disse to arter skyldes, at det er disse, der er under udvikling i den vestlige del af verdenen for tiden. For en ordens skyld bør nævnes, at man kan på fortrinlig vis kan rejse i åndernes verden ved hjælp af dans. Her har vi også i den vestlige verden udviklet musik, der er meget brugbar til by-shamanistiske danserejser.

Danserejser kræver lidt øvelse og en god kondition. I den første fase kan man bruge de fleste slags rytmisk musik, for den handler om at give kroppen lejlighed til at aktivere alle bevægelige led, så kroppen kan danse, mens sjælen samtidig går på rejse. På et tidspunkt derefter viser der sig ofte en bro for det indre blik. Måske fører den over en kløft. Kommer man over broen, kan man berejse en uendelig følge af landskaber, byer, kulturer eller planeter. Men man kan også målrettet rejse til under eller oververdenen ved at bruge en speciel danse-rejseteknik. Danserejser er en livsbekræftende måde at fejrer, at man er født som menneske i en krop med enestående muligheder. Som brugbart musik til sådanne by-shamanistiske danserejser, kan nævnes Ambient Chill -out, Goa-trance eller Psy-trancemusik.

Indvielse

Det vil her være på plads at uddybe, hvad det betyder, at blive indviet i åndernes verden. Mytologiske skildringer og eventyr, er fyldt med enslydende beretninger om indvielser i åndernes verden. De stemmer nøje overens med de beretninger fra nutidens mennesker, der oplever en shamanistisk indvielse. Den rejsende oplever sin egen død og genopstandelse i et nyt legeme, Man kan tænke på myten om Osiris, der blev sønderdelt af Seth og atter sammensat af Isis, eller på helten i det finske nationalepos Kalevala, der ligeledes blev sønderlemmet og sat sammen på ny. Eller som drengen i Grimms eventyr Enebærtræet, der blev skåret i stykker af sin stedmor, hans søster der aner uråd, samler benene sammen og begraver dem under enebærtræet, hvorefter han efter en tid genopstår, som en flot fugl. Ofte berettes der, at den indviede får nogle gaver med af ånderne, f.eks. genstande, krystaller, særlige helbredende teknikker eller klarsyn. Selv om indvielsen lyder voldsom, opleves den ikke som ubehagelig efter hvad der berettes. Tværtimod beskriver de, der har oplevet en sådan indvielse den som et stort ærefrygtindgydende højdepunkt i deres liv.

 Hjulet og pyramiden

 Hvis vi skal se på de væsentligste forskelle på vores opfattelse af religion og på shamanismens verdensbillede, må vi nok kigge lidt på de 2 måder at se på verdenen på, som de har udviklet sig, gennem deres vigtigste symboler. Shamaner har også deres symboler. Det vigtigste spirituelle symbol er shamanhjulet. Det er menneskehedens ældste symbol. I vor tid kendes det fra indianske sammenhæng som medicinhjulet, men det er på ingen måde en indiansk opfindelse. Det ældste shamanhjul man kender, er 50.000 år gammel, og stammer fra neandertalerne. Hvis man ser på verden ud fra hjulet, så når cirklen rundt i alle retninger på en måde, så alle retninger bliver ligeligt berørt. Således har alt sin plads i cirklen. Alle har en anden placering indenfor cirklen, for alle skabninger er forskellige, men indenfor cirklen er vi alle lige. Der er ingen opdeling i høj og lav, betydningsfuld og mindre betydningsfuld. Vi er forskellige men ligeværdige. Det gør cirklen utrolig social, og viser samtidig hvorfor shamanisme ikke er religion. Der er simpelthen ingen tilbedende underkastelse muligt, kun respekt for hvad respekt tilkommer. Den store strøm af mennesker tog en anden udviklingsvej. Da man påtog sig et ejerforhold til jorden i stedet for et partnerskab, opstor en ny balance. De indbyrdes relationer mellem naturriger og jordens skabninger blev omdefinerede. Og er det så underligt, at det er netop her at myterne om uddrivelsen fra paradiset opstod ?. Denne proces hedder agerbrugskultur. Det var her at skriftsproget opstod. Denne udvikling kom selvfølgelig ikke på en gang, men gradvist. Som følge af at man må forsvare den jord, som man er bundet til, opstår militær magt. Og endnu en magtfaktor opstår, præsteskabet, for den religiøse oplevelse overlades til specialisterne. Herved får det spirituelle et melankolsk træk. Det bliver præget af længslen efter genforening, re-ligio. Nu etablerer præsteskabet et kraftfuldt symbol for den nye verdensorden, pyramiden. I spidsen troner den ensomme ene, herskeren, guden på jorden. I pyramidens bund er der den store masse, der bærer den ophøjede ene, mod måske at få en belønning i form af et glimt af den glans, der omgav den ophøjede. Pyramiden er, uanset hvad man lægger i den af spiritualitet, faderen til al social uretfærdighed. Udskiftningen af hjulet med pyramiden blev en dyr, smertefuld og lidelsesfuld byttehandel, der stadig bringer ubalance og ulykke over jorden og dens skabninger. Om faraoen nu kaldes kejseren, præsidenten, direktøren, banken, regeringen, bestyrelsen, paven, overlægen, you name it, virkningen er den samme. Vi polariseres i stedet for at vi komplettere hinanden. Religion som spirituel umyndiggørelse kan kun medføre afhængighed og afhængighed magt. Shamanisme kender ingen adskillelse fra den spirituelle verden. Den kender heller ikke til uddrivelsen fra paradiset, der er et tema for religion. I shamanismen rejser man ind i tilværelsens fundamentale kræfter ind i den spirituelle geografi hinsides tid og rum. Da vi som mennesker er multidimensionale væsner, har vi alle evnen til at berejse og opleve den spirituelle virkelighed. Shamanisme er blottet for guruer, præster og hellige køer. Det er kun virkelighedens kræfter der tæller. Men shamanisme kan sagtens rumme de væsner og personligheder, der er genstand for religion. Alt hvad der findes, og alle de spirituelle væsner der findes, finder man også på den shamanske rejse, og her gælder stadig respekten for den der tilkommer respekt.

Siden de allerførste billeder af mennesker blev malet på væggene i huler for tusinder af år siden, har vi haft vidnesbyrd om mennesker i dyreskikkelse. Maskedansritualer synes at være lige så gamle som mennesket selv. Men er det udklædte mennesker, som hulemalerierne viser ?. Et af shamanismens største mysterier er det der på engelsk hedder shape-shifting. I sin oprindeligste form betyder det forvandling af shamanen til et dyr , og det er her ment korporligt helt ud i kroppen. En forvandling til et anden væsen, med alt hvad dette indebærer i f.eks. Underverdenen, er relativt nemt at udføre, de fleste der arbejder med shamanisme vil på et eller andet tidspunkt kunne fuldføre en sådan forvandling, men en forvandling i vores ” normale” virkelighed er en hel anden sag. Myte eller virkelighed ? Under alle omstændigheder findes der den dag i dag stadig beretninger fra folk, der har overværet sådanne forvandlinger. Formodningen er nu nærliggende, at der hvor man mister denne evne til forvandling, der erstattes den nu af masker og udklædning. I en rituel sammenhæng som maskedans er, er det stadig danserens opgave at smelte sammen med det væsen, som han/hun skal virkeliggøre. Et øjeblik bliver danseren og det andet væsen en enhed. Kulturer der er/var store på maskedansens område er f.eks. Northwestcoast indianerne i området fra Canada til Alaska, og i Afrika Dogon kulturen i Mali. Rundt omkring i Europa findes der stadig rester af rituel maskekunst, i visse dele af Schweiz fejrer man de omliggende bjerges væsner ved udklædning. Selv en stor by som Basel har sine kraftvæsner, der ” luftes” en gang om året til fastelavn, der har en hel anden status i Midteuropa end andre steder i Europa. I nyere tid har den rituelle maskedans erfaret sin fornyelse takket være en udvikling af Felicitas Goodmann. Forberedelserne til maskedansen hvor historien sammensættes og rollerne fordeles sker ved hjælp af trancepositur-rejser. Som udgangspunkt handler maskedansen om kraftdyrene og deres historier. Ud fra de oplevelser og indblik, som man får på trancepositur-rejserne sammensættes handlingen. På denne måde er det altid en ny handling, der aldrig før har været vist, der nu fremstilles. En anden rejse giver indsigt i den rolle den enkelte skal spille i dansen. Et stort arbejde går nu med at lave kostymerne og arrangere koreografien. Aftenen og natten før dansen er som regel forbeholdt et seriøst spirituelt arbejde, der tager sigte på at etablere den fornødne kraft. Dansen opføres om morgenen i det fri, uden tilskuere. Dansen er for kraftdyrerne og med kraftdyrerne. Maskedans giver os mulighed for at få indblik i sammenhæng i kraftdyrernes verden, som vi ellers aldrig ville have mulighed for at få. Derved bliver rituel Maskedans en hel anden oplevelse end blot underholdning. Den her skildrede maskedans er i sin nuværende form kun en begyndelse, den vil helt sikkert vil finde sin videre udvikling.

Indlæringen i shamanismen 

Shamanismen i Vesten er en helt ny start for den ældste spirituelle vej vi kender. Ser vi på en shamansk uddannelse i de samfund, der stadig har shamanisme, så vil vi hurtigt opdage, at der er stor forskel på, hvor længe man vurderer uddannelsen for at være.
De grønlandske shamaner Angakoq blev håndplukkede som børn, og oplært til de var omkring 20 års alderen.
Amazonas shamaner starter udviklingen som voksne og kan lære hele livet afhængigt af deres ambitionsniveau.
I Tuva oplyser de, at en aspirant har 3 måneders prøvetid og 1 års uddannelse. Jeg gætter på, at dette år vil gå med at lære at lave klientarbejde,
da shamanismen der er meget klart klientorienteret. I det hele taget er shamanismen uden for Vesten klientorienteret.
De kender slet ikke til den måde, vi ofte bruger shamanismen til her, hvor den ofte og tit bliver en del af, hvad der kan betegnes som Selvudvikling. Shamanisme har det formål at hjælpe andre. Det er ikke noget, man gør for sin egen skyld.
I Buryatien i Østsibirien  regnes hele uddannelsen for at vare 18 år. Det skyldes, at shamanerne der uddannes i grader, hvor den første
grad tager 3 år at arbejde sig igennem. Dette system minder lidt om de muligheder, som vi her i Vesten har til rådighed.
Hvis man lærer hos en underviser, der har banet vejen et godt langt stykke ind i den spirituelle erfaringsverden,
vil man ligeledes støde på, at den egne erfaring får forskellige niveauer. Det ligner ringe i vandet, som når man kaster en sten i en sø.
Den motivation man har for at blive shaman, bestemmer hvor meget kraft stenen får, når den kastes i vandet og derved også hvor
stor ringen i vandet bliver, hvor langt den når ud. Denne første ring svarer til det man når man starter sin indlæring som shaman i Vesten.
Der er en masse erfaringer der skal gøres, tvivl der skal kigges på, egne og andres sår der skal heles og en meget stor del af det vante verdensbillede, der skal korrigeres. Jeg vil anslå, at denne første fase med flid og ildhu kan gøres på 3 til 4 år, hvis de rigtige forudsætninger er til stede.
Er motivationen for at blive shaman (stenen i vandet) stærk, dannes der en ring nr. 2
Indholdet i shamanismen er tilsyneladende det samme, men man bliver opmærksom på, at tilværelsen baserer på elementer, der ikke fremmes, hvis man kun vil selvudvikling for sin egen skyld. Denne anden ring får man kun tilgang til, hvis man er beredt til at afgive sit ego, og i stedet udvikle medfølelse og ydmyghed. Disse sjælelige elementer er nøglen, som man har brug for, for at komme ind i den 2. cirkel. Herved inddrages man i et dybere aspekt af den spirituelle verden. Arbejdet i dette område kan anslås til ligeledes at kunne gøres indenfor 3 år. Derefter kan den egentlige uddannelse til shaman begynde. Anslået tid: resten af livet. Men så er det også et kraftfuldt liv, man kan føre.
Af det ovenstående kan du måske se, at det er vigtigt, at du tænker dig godt om, før du starter en oplæringsproces et sted. Hvis du er oprigtigt interesseret i at gå den shamanske vej, så skal du sikre dig, at den som du vil lære hos, også selv har banet vejen og gået den et langt stykke. Ellers risikerer du, at du inden længe befinder dig et sted, der ikke fører videre, og så derefter at skulle starte forfra hos en anden underviser.

Spørgsmål til shamanismen

Hvordan forholder shamanisme sig til religion?

Shamanismen har ingen problemer med religion… så længe de genspejler den spirituelle virkelighed. Religion og shamanisme har en forskellig ansatsholdning til det spirituelle. Religion er trosbaseret mens shamanisme er baseret på den personlige erfaring og oplevelse.

Hvordan kan det være, at reinkarnation ikke nævnes i shamanisme ?

Der findes skam shamanske kulturer, der kender til reinkarnation. Men grunden til at reinkarnation ikke spiller nogen stor rolle i shamanisme kunne måske være, at kendskabet til tidligere reinkarnationer i sig selv ikke er særligt vigtigt.

Hvert liv bringer spørgsmålet: hvem er vi, hvad er vores sande væsen?, og dette spørgsmål kan vi af gode grunde ikke finde besvaret i et tidligere liv, da liv i en fysisk form kun kan bringe en begrænset del af vores væsen til udtryk. Derfor koncentrerer shamanisme sig i stedet om at kunne realisere en stadig større del af vores væsen ...i dette liv.

Hvad så med spørgsmålet om karma og skyld?

En af de store love der bliver iagttaget i shamanismen, er loven om at alting søger balance for at finde fuldendelse. Ensidige tendenser søger en modsat rettet ensidighed, for at finde det, der mangler for at blive fuldendt. I den proces har skyld som en moraliserende kraft ingen berettigelse. Modsætningsforhold og konflikter har det  formål at hjælpe os videre på vejen mod balance og fuldendelse.

Skyldsprojektioner og skyldsfølelser er en af de mest modbydelige menneskelige opfindelser, der kun kan bringe uligevægt ind i de menneskelige forhold. Shamanisme arbejder i cirklens billede, hvor vi hver i sær ser verdenen ud fra vores unikke vinkel.

Det kan da ikke undre, at den der sidder direkte over for os i cirklen ser helt anderledes på de samme ting. Konflikter opstår særligt, når vi gør vores egen synsvinkel til den eneste rigtige. Skyld projekteres ofte, når der udføres brud mod love og regler, det være sig religiøse, familiære eller sociale regler. På denne måde påfører vi os gennem love og regler helt unødig lidelse. I denne sammenhæng er shamanen en, der  lapper sårene resulterende fra en usund tænkemåde, da han/hun ikke arbejder i en verden, der opererer med skyldsbegrebet.

Hvordan kan det være, at shamanisme kender til dyr som hjælpere?

Shamanismens billede af sjælen viser ikke en homogen sjæl, men går i de fleste tilfælde ud fra, at mennesket har…... flere sjæle på en gang. Visse shamanske kulturer går ud fra, at vi har 3 sjæle. Egentlig er det ikke nyt, ej heller for den psykologi, som vi har udviklet i vores kultur. Her bruger vi begreber som underbevidsthed, almindelig bevidsthed og overbevidstheden. I shamanismen kender vi mindst 3 verdener, og i følge bl.a. mongolsk shamanisme hører de 3 sjæle hjemme i hver af disse verdener. Det shamanismen kalder for underverdenen er hjemsted for kraft og dets beboere har skikkelse af dyr. Disse dyr er lærer for den ene af vore sjæle. Underverdenen er da også, stadig ifølge mongolsk shamanisme, stedet hvor denne sjæledel går hen efter døden. Har man en monoistisk verdensopfattelse er tendensen den, at man kun koncentrerer om en sjæledel. Og da den del af sjælen, der er associeret med underverdenen og dyrelærere nok mest hører til det underbevidste, så har denne del af vores sjæleliv lettest ved at blive overset. Hjælpere i skikkelse af dyr er blandt de allerførste erfaringer, man gør i shamanismen.

Arbejder shamanisme også med auraen og chakraer? Er shamaner clairvoiante ?

Shamaner lære at iagttage på forskellige spirituelle områder. Nogle områder dækker sig med det, som en vestlig clairvoiant kan iagttage, mens shamanen ofte har tilgang til at iagttage på områder, der er ukendte hos clairvoiante. Al spirituel iagttagelse fokuseres på det, som man retter sin opmærksomhed mod. Da shamanens arbejdsområde for det meste er sjælen, så befinder den spirituelle iagttagelse sig på sjælens område mindre end på energiens område. Det er uhyre sjældent, at shamaner arbejder med chackraer. Derimod iagttager man en anden type sjælelige fænomener f.eks. når man arbejder med sjælelige sår. Man ser sår på sjælen, man ser den udefra kommende forårsager, dens sårende ”værktøj” samt den energi, der er brugt til at tilføje disse sjælelige sår med. Disse iagttagelser er nødvendige for at shamanen kan fjerne og hjælpe helingsprocessen hos sin klient. I shamansk clairevoiance arbejder man ikke med auraen, men med sjælen som den giver sig til kende som billeder ofte med landskaber og kraftdyr.

Kurser
handler om de kurser der tilbydes af Foundation for shamanic studies

Soulretrieval. Kurset er kronen på de shamanske healings-teknikker. Soulretrieval kan med lidt god vilje oversættes til sjælehentning. Det bygger på den iagttagelse at sjælen gennem traumer kan afspalte sjælefragmenter i et forsøg på at undslippe en traumatisk begivenhed. Det kan være en ulykke, incest, en traumatisk barndom og opvækst, eller ved dødsfald, situationer hvor vi, når de er forbi føler os tomme og ukomplette. Der er ligesom der mangler noget i os bagefter. I indfødte kulturer har det altid været kendt. Man kalder det for sjæletab. Der behandles ligeledes på kurset det beslægtede fænomen, der kendes under betegnelsen, sjælerov, desuden lærer du nogle helt enestående teknikker, der vedrører din udødelige sjæl samt din krops energetiske sjæl. På kurset lærer du at finde og genindsætte tabte sjælefragmenter og hjælpe din klient og dig selv) til helhed.
At finde og tilbagebringe tabte sjælefragmenter dækker et af de helt essentielle behov, som vor kultur har blotlagt som åbne og uløste problemer, hvis lidelser plager vor tids civiliserede mennesker, i en grad, hvor begivenheder der er sket i barndommen kan ødelægge og præge et helt liv. Soulretrieval-teknikken har gennemgået en stor udvikling gennem amerikanske Sandra Ingerman, der har udgivet flere bøger om emnet.

Shamanske rådgivningsteknikker behandles indgående i kurset:
Shamansk Divination. Divination kan med lidt god vilje oversættes med Divine information, altså rådgivning med åndeverdenen og dækker over områder som forudsigelseskunst, rådgivning og problemløsninger. Kurset er bygget op som et forløb, der spænder over 6 lektioner fordelt over 12 uger, hvor du, med hjælp af dine åndehjælpere lærer at bygge dit eget divinationsystem op helt fra bunden af.