

Velkommen til Shamanselskabets hjemmeside.
Den er først og fremmest lavet som information til den, der kan betegnes som
et spirituelt interesseret, nysgerrigt og søgende menneske. Det er ikke fordi, det er så udbredt i dag at være
det, som man skulle tro, det er faktisk ligesom i H.C. Andersens eventyr om
Prinsessen på ærten. Der er mange der udsættes for den søvndyssende virkning af
et tykt lag madrasser, men der er kun få prinsesser, der mærker ærten igennem.
For den der mærker ærten, og mærker at der er mere i tilværelsen end normalt
accepteret, starter der ofte en livslang søgen efter den skjulte virkelighed.
For der er mere i virkeligheden, end vi er opdraget til at lukke ind i vores
liv. Denne hjemmeside handler om en vej til at opleve den spirituelle side
af virkeligheden. Det er ikke en eller anden ny modedille, det er menneskehedens
ældste og, efter min erfaring, bedste vej. Men det er en vej, som hvis du vælger
at gå den, at jeg vil anbefale, at du går med hjertet.
Denne vej hedder shamanisme. Jeg har selv gået den et godt stykke, og jeg har
nydt hvert et skridt. For shamanisme er en praktisk og oplevelsesbetonet vej,
forbundet med mange oplevelser. Jeg har her på hjemmesiden skrevet mange sider
om shamanisme, men du vil se, at i det virkeligheden kun er et ringe forsøg på at
fortælle dig, hvad shamanisme er sådan set udefra. Shamanismen i sig selv kan
godt nøjes med et par bemærkninger, for det er en rejse ind i dybet af
virkelighedens væsen. Så du er velkommen til at orientere dig i forskellige
aspekter i form af mine forsøg på at fortælle om noget, der egentlig ikke
behøver nogen forklaring. Men står du helt på bar bund, så kan de måske være en
hjælp. Har du lyst til selv at lære shamanismen at kende og selv gøre dine
erfaringer med en spirituel vej der virker, så er rubrikken Kurser måske mere
aktuel for dig.
God fornøjelse
Svend Petersen
Se filmen fra tvsyd om Shamanselskabet her
Shamanisme
som en spirituel vej
Shamanismen er, efter århundredes fravær i den vestlige
verdens opmærksomhed, tilbage igen. Som bekendt var det antropologen Michael
Harner, der samlede de værktøjer og egenskaber, der er fælles for al
shamanisme i verden, i et system som han kalder Core-shamanismen. Altså den fælles
kærne for shamanisme uanset geografisk standpunkt. Undervisning i
Core-shamanisme er åben for alle. Alle kan lære shamanens verden at kende på
et weekend kursus. Selvfølgelig kan man ikke blive shaman på en weekend, men i
Core-shamanismen har man da også en udpræget modvilje mod at kalde sig selv
shaman, også selv om man har arbejdet med shamanismens værktøjer i årtier.
Gennem Core-shamanismen er shamanismen atter blevet bemærket
og kendt i Vesten , men som et seminarsystem har det samtidig haft sin pris. Det
der er blevet siddende på nethinden er et billede af en slags drømmerejser,
hvor man efter aftale kan møde kraftdyr eller spirituelle lærere. Eller som en
slags rollespil hvor man møder ånder i en mørk skov.
Tilbageblikkende må man nok erkende, at det ikke har været
særligt hensigtsmæssigt for shamanismens videre udvikling. Tendensen har
overvejende været at se shamanismen som en avanceret form for selskabsleg eller
som en slags naturromantisk rollespil, hvor du kan blive fritidsindianer. Noget
der er langt fra shamanismen virkelige væsen.
Al shamanisme, hvor det end befinder sig i verden, må
forholde sig til den kultur, som den befinder sig i. At vi lever i en moderne
industrikultur gør ikke shamanismen mindre spirituel. Tværtimod kan vi i vores
kultur sætte fokus på spørgsmål, som en nomadekulturs shamaner endnu ikke
har behov for at tage stilling til.
Shamanismen er en spirituel vej, endda en af de helt store.
En vej er noget helt andet end det at lære om spirituelle værktøjer og
teknikker. I Vesten har vi ligesom gjort det i at plukke rosinerne ud fra andre
folkeslags spirituelle veje for så at servere dem i weekendkurser som
spiritualitet. Desværre for os selv, for det holder ikke. Uanset hvor dyre
kurserne er og hvor dybe de giver sig ud for at være, så vil du alligevel
efter en tid kigge dig om efter det næste kursus. Hvorfor? Fordi du fik en ædelsten
fra en spirituel vej, men ikke fik noget med at have den i. Alt det som man
tilegner sig, når man går en vej med respekt. Vi tror ikke, at vi har tid til
at gå en spirituel vej. Kunne du tænke dig at lære at arrangere blomster, som
man gør i Japan på en spirituel vej, og så bruge et helt liv på det? Hvad er
gevinsten ved det? Måske i virkeligheden det, som du mest af alt har brug
for…. Nemlig at opdage hvem du virkelig er. Det er noget der kræver tålmodighed,
respekt, indsigt og ydmyghed.
Shamanismen er er af menneskehedens helt store
spirituelle veje. Den har umådelige dybder, men det er ikke nogen vej blot for
en weekend. Det er en vej for hele dette liv, og måske det næste med. Det er
en meget rummelig vej, for den omfatter de vigtigste af virkelighedens
grundelementer. Men man skal lære shamanismen at kende som den ser ud, når den
er en spirituel vej og ikke som den tager sig ud i en forenklet weekend-seminar
udgave.
For at råde bod på dette og for at opbløde billedet
af shamanismen som drømmerejser og rollespil, har jeg i samråd med mine
spirituelle lærere besluttet at tilbyde en anden tilgang til shamanismen.
Denne tilgang indeholder både et opgør med seminar-shamanismen men også den
opgave at finde, hente og etablere shamanismens fragmenterede sjæl tilbage i
vor tid og ind i vores kulturelle sammenhæng. Det var efter mødet med
traditionel shamanisme i Sibirien, at beslutningen om grundlæggelsen af
Shamanselskabet
faldt.
Formålet med Shamanselskabet er at muliggøre en indlæring i shamanisme, der
er tilpasset vore egne forhold. Denne mulighed har vi valgt at kalde:
Shamanlærling
på prøve
Shamanismens verden er umådelig
stor, og den har det med at blive større og større jo dybere, du kommer ind i
den. Den har døre, der åbner sig for dig eller der lukker sig for dig. Alt afhængig
af de valg, som du træffer. Shamaner har farver. Hovedfarverne er sorte og hvide
shamaner. Her har vi det med dørene der lukkes eller åbnes,…. Afhængig af
shamanens farve vil der være døre i den spirituelle virkelighed der er åbne
eller lukkede. Men kender ikke sig selv, før man har åbnet sine døre for sin
egen spiritualitet. Her møder man sin virkelige vilje og intension. Man tror,
at man kender sig selv, men i dybet virker det, der virkelig driver os.
Så vil du lære hos en shaman, gør du godt i at undersøge,
hvilken grundfarve han/hun har. En
sort shaman vil fremme din kraft på basis af dit ego.
En hvid shaman bliver man, hvis man vil arbejde med medfølelsens
væsen. For det er det, som hvid shamanisme bygger på.
Derfor er hvid shamanisme en meget lang og en meget svær vej, for den
indeholder det sværeste, du kan blive udsat for, at skulle møde sin egen værste
fjende…. sit eget ego.
Så er det så sagt ligeud, og det jeg så skal sige hertil er, at det her
tilbudte koncept, der hedder shamanlærling på prøve er……. Den lange hvide
shamanske vej.
For shamanisme er som alle andre spirituelle veje en vej for
livet. Men allerede efter kort tid på denne vej vil du se og opleve at:
Shamanisme er en spirituel vej der
virker