Nord for Mongoliet og under Sydsibirien ligger Republikken
Tuva. Overalt mellem store grønne bakker og høje sneklædte bjerge strækker
taigaens sletter sig med velduftende urter og små lunde med lærketræer. Ind i
mellem er der beboelser i form af nogle få jurter, eller mindre landsbyer med
træhuse i russisk blokstil. På sletterne græsser der små flokke af køer, får,
geder, heste og jakokser. Tuva er ørnenes land. Der er næppe et sted i Tuva hvor
man ikke bliver mødt af en ørn. Visse steder, som på det hellige bjerg
Khaiyrakan, talte jeg 38 ørne inden for et ganske lille område. Overalt langs
vejene og især ved bjergpassene møder man Ovaa´er, bunker af sten anbragt af
forbi kørende. Ovaa´erne er udsmykkede med farvede bånd, der udtrykker respekt
for de Ånder der bor i regionen. På de vigtigste steder er der Shamantræer
beklædt med farvede bånd, der udtrykker taknemlighed eller en bøn.
I Tuva er shamanismen
en hoved ”religion” på lige linje med den nu voksende buddhisme. Landet har små
330.000 indbyggere hvoraf halvdelen nu bor i hovedstaden Kysyl. Shamaner har
altid været landets respekterede healere og ritualledere, og er det stadig, om
end landet for tiden oplever en vis grad af desorientering efter først
kommunismens indførelse og senere afskaffelse til fordel for vestlig orienteret
levevis. Tuva har altid været kendt for sin rige shamanske kultur, og sine mange
shamaner. Men under Sovjetherredømmet var shamaner ikke velsete. Alene i
Tuva måtte over 700 lade livet i fangelejrene, og indtil
kommunismens fald i 1990´erne var det, ifølge fundne arbejdspapirer, et mål at
udrydde samtlige shamaner. Således var der blot 34 shamaner tilbage i slutningen
af 1970érne. Shamaner er dog ikke så lette at få udryddet, så i dag er der efter
egne vurderinger alene i hovedstaden Kysyl omkring 400 shamaner, der arbejder
der og i oplandet. De fleste af dem er organiserede i shamanselskaber, hvoraf de
to største hedder Dungur, (der var det første shamanselskab, grundlagt i 1993).
Dungur betyder trommen. Det andet store selskab hedder Tos Deer, der betyder de
9 himle. I alt er der i dag er der 6 shamanselskaber i Kysyl, og 1 i de fleste
større landsbyer. Ud over disse er der mange alene arbejdende ikke organiserede
shamaner. Fordelen ved organiseringen ligger i oprettelsen af shamanklinikker,
hvor befolkningen søger hen til behandlinger og rådgivning. Shamaner nyder stor
agtelse i landet, men mødes samtidig også af en vis frygt, måske fordi mange af
dem har en kraftfuld udstråling, nogle også er uberegnelige i deres
behandlingsmetoder, når deres Spirits griber dem. Shamanernes hovedsagelige
arbejdsområde er Mellemverdenen og dens Spirits. Underverdensarbejde forekommer
så godt som aldrig, da de fleste frygter ånderne der. Et fåtal arbejder med
oververdenens spirits, og efter deres opfattelse har oververdenen 9 regioner. I
Tuva er man åbne over for, at der er shamaner overalt i verden, også i vesten.
Alligevel har de en sund skepsis overfor shamaner fra vesten, men er man først
blevet accepteret, mødes man med stor varme og venlighed.
Kamlanye ved det hellige bjerg Khaiyrakan
Solen er ved at gå ned over det hellige bjerg Khaiyrakan. Ved foden har flere
grupper tændt bål, og sidder nu ved kødgryderne. Stemningen er spændt, for når
mørket har sænket sig, vil en af årets store shamanske ritualbegivenheder, den
store Kamlaniye en helnats-tromning begynde. Omkring bålene er der samlet
deltagere fra forskellige lande i regionen, Khakhasien, Altai, Sydsibirien,
Rusland men også fra flere vestlige lande er der deltagere. Langt de fleste er
tilskuere, kun shamaner må deltage aktivt i ritualet. Langt de fleste deltagere
er shamaner fra Tuva, der er nok omkring 40-45 ialt, aktive vestlige shamaner er
der en 9-10 stykker af, mens de omliggende lande er repræsenterede med anslået
15 deltagere. Man trommer og danser til daggry, og det anses for at være
en kraftkilde for de næste år ind i fremtiden, så man bliver ved indtil dagen gryr.
Der er ikke noget fast
begyndelses tidspunkt. Man starter når energien er rigtig. Men det er værterne,
de tuvinske shamaner, der bestemmer hvornår tiden er moden. Klokken 23 sker der
endelig noget. Den førende tuvinske kvindelige shaman Ai-Churek holder en
brandtale der fortæller de omgivende deltagere og tilskuere om etikken og
opførsel under ritualet. Talen slutter med ordene: Det er mændene, der tænder
ilden. På dansepladsen er der mørkt. Kun et par lamper fra en bil bringer lys
over dem. Frem træder en mandlig shaman med en uhyre kraftfuld fremtoning. Mens
alle de tilstedeværende shamaner er i fuld ornat, langt de fleste med med
flotte, tunge klokkebehængte dragter der ringer og bimler, når de bevæger sig.
Hovedbeklædningen er lavet af ørnevinger eller uglevinger og
halefjer. De vestlige shamaner og russerne er i bedste fald udsmykket med et
farver hovedklæde. Men Lazoe, som han hedder, er iklædt army bukser og t-shirt.
Lazoe holder en tale, der priser shamanens forhold til ild. Shamaner vasker sig
i ild og renser sig med ild. Og han tager en fakkel af brændende enebærgrene og
begynder at vaske sig med flammen. Og han vasker sig godt og grundigt i ilden,
og da ilden er hans hjælper, får han hverken forbrændinger eller mærker smerte,
skønt han vasker sig ganske grundigt i den nu store flamme. Da han har renset
sig i ild, ifører han sig sin shamandragt, og går hen til brændet, der er ved at
blive stablet op til nattens bål. Med resterne af enebærfaklen tænder han bålet,
mens en anden shaman ofrer mælk til ilden og de omkringstående. Ritualet kan
begynde. Dansen er dedikeret til det hellige bjerg, og startes af de lokale tuvinske shamaner, der med deres store dybe trommer og larmen fra deres klokker
sætter et sandt inferno af lyd og energibølger i gang. Af respekt og høflighed
undlader de udlandske shamaner at blande sig. Dette varer dog kun til det
øjeblik, hvor energien er så stor, at alle tilstedeværende shamaner bliver
grebet af den, og bliver draget i dens magt. Fra da af er der ingen vej
tilbage, man trommer og danser til solen står op. Flammerne slikker højere og
højere. Et hvert bål har sine egne former og farver, men da dette bål er på sit
højeste, får det form som en brændende shaman af ild med udstrakte arme.
Trommerytmen er kraftfuld og maskulin. På et tidspunkt langt ud på natten synker
energien i sig selv igen, og efter en kort pause indledes den anden runde, denne
gang af de kvindelige shamaner. Runden indledes af den gjaldrende fanfare fra en
konkylie, og Ai-Churek dedikerer runden til alle de shamaner der nu hører til de
afdøde. Så sætter en gruppe af kvindelige shamaner en ny trommerytme i gang.
Denne gang er rytmen blød, graciøst dansende og griber følelserne med sin
skønhed, og en for en toner Tuvas hedengangne shamaner frem på den indre
billedskærm. Og med et, før man aner det, begynder dagen at gry, tromningen dør
langsomt ud, og man ser sig omkring. Hvor der før var tætpakket med tilskuere,
er der nu kun en lille håndfuld af de ihærdigste tilbage, af shamanerne fra
nabolandene er der 3 russere, af de mange tuvinske shamaner er der kun 8-10
stykker tilbage, hvad Ai-Churek højlydt beklager, men af de vestlige shamaner er
der af de 9 der startede 7 tilbage, hvad der skaffede os en del respekt. Da
lyset kom tilbage blev de tilstedeværende mødt af stedets ørne, der enkeltvis
eller i flok svævede over deltagerne på nært hold. En uforglemmelig nat var til
ende, men energien havde tag i alle tilstedeværende
