Spirituel typologi
Billeder fra det spirituelle spejlkabinet
en orienteringshjælp for begyndere på vejen
Denne side er lavet som en hjælp til dig, oh vandrer på den spirituelle vej til salighed, som en advarsel så du kan genkende og tage dig i agt for alle de røvere og banditter, spirituelle landevejsrøvere og healeriske og clairvoiante lommetyve, der har udset sig dine surt tjente og måske endda fortjente sparepenge. Er du en ny og uerfaren vandrer på den spirituelle vej, vil denne kunne ende brat, hvis du skulle falde i kløerne på en sådan landevejsrøver, der helst udser sig sine ofre blandt de uerfarne og naive. Som en hjælp til dig har jeg udarbejdet en beskrivelse af de mest udbredte af slagsen. Måske har du endda allerede mødt nogle af de skildrede typer, så vil du kunne nikke genkendende til min beretning.
Vi starter med:
De ti (tusinde) buds Apostel
Du finder ham/hende i de religiøse sekter, der ikke er
erfaringsorienterede. Apostlen er Guds Stedfortræder og talerør.
Måske er du en af dem, der søger en kærlig mor eller en far, der kan tage den
byrde fra dig at skulle bestemme i dit eget liv? Er du det, vil du helt sikkert
rende ind i en Apostel, som du gerne overgiver ansvaret for alt det bøvl, der
er forbundet med at være menneske. Det er da rart at kunne slippe det, ek or? I
stedet vil Apostlen så dele ud med love og regler, så du altid ved, hvad
du skal gøre, nemlig bare adlyde. Og det forenkler jo livet ganske betydeligt!
Typologisk er Apostlen i familie med edderkoppen, for hun/han er en mester i at
snøre andre ind i sit spind af love og regler, der alle stammer fra Gud eller
Den Store Indviede (som desværre ikke lever mere) (men det gør Apostlen) , og
som du herved har lejlighed til at profetere af.
Du kan kende Apostlen på at du et øjeblik
tror, at det er din Mor eller Far, for blev du ikke modtaget med et
"Velkommen i Familien"?.
At der godt nok er mange flere bud end i
biblen, puha. Og at du derudover får tilgang til en masse dybe indsigter,
som du aldrig vil få skyggen af en chance for at efterforske rigtigheden af.
Måske er det ikke lige din type, men så det kunne jo være,
at du er en af dem, der kun kender spiritualitet fra bøger, som du har læst?
Så har du helt sikkert mødt ham her:
Mytomanen

Indrømmet, han/hun ser ikke altid sådan ud, udadtil. Men
indeni stemmer billedet ganske godt.
Møder du en Mytoman på din spirituelle vej, vil du sikkert finde ham eller
hende både charmerende og karismatisk. Mytomaner er begavede, de er belæste og
meget fantasifulde. Det sidste er det element, der ligesom løber af med dem. De
lever i en fantastisk verden, der kun har det formål at beskrive deres egen enestående person. Og det skal resten af verden da også have kendskab til, ek?
det manglede da bare. Der mangler da heller ikke beskrivelser fra Mytomaner i
den spirituelle litteratur, hvor de deler deres store og rigtig dybe oplevelser
f.eks. om den gang Mytomanen fandt tilgang til den tolvte, den trettende, den femogtyvende og
her til sidst den femogtredvte Indsigt (nu også som pocketbog). I det næste
bind kan du læse om hans møde med shamaner i regnskoven ( i øvrigt et helt
særligt folk som du aldrig har hørt om) (det uddøde desværre kort efter ved
en tragisk ulykke), hvor Mytomanen lærte at gå på
energitråde. Uhadada
Møder du en Mytoman, kan du være sikker på, at du vil høre om hændelser,
der helt sikkert aldrig vil blive dine oplevelser. Er du en, der kun kender
spiritualitet fra bøger, så finder du helt sikker Mytomanens bøger blandt
dine yndlingsbøger. Og måske endda netop de bøger, der gav dig lyst til at
gå en spirituel vej? Så lidt godt kom der da ud af det møde, ek? Mytomanen
stjæler med næb og kløer fra andre (Mytomaner?), men der skal retfærdigvist
alligevel siges, at en Mytoman skam godt kan være en godt lærer for dig
alligevel, da han/hun som regel altid ved, hvor man finder de gode ting.
Men er du en, der har civilcourage og vil stå på egne fødder, så er Mytomanen nok ikke noget for dig. Så tag dig hellere i agt for den næste, der poserer i dette spirituelle spejlkabinet. Han er nemlig farlig:
Alfa Ulven

Hvis du har tendens til at falde på halen for folk med
stor selvsikkerhed, så er der fare for, at du på din spirituelle vej støder
ind i en Alfa Ulv. Alfa Ulven er ikke interesseret i det hele store sammenrend
til sine kurser. Han er mere interesseret i flokdannelse med tilhørende hunner
at parre sig med. Kursusformen vil den almindelige kursusgænger nok finde
grænseoverskridende. Den slags svæklinge bliver da også hurtigt sorteret fra.
Det er de ubetinget lydige, som Alfa Ulven interesserer sig for. Han vil helt
sikkert pisse sit territorium af med manddomsprøver og foregive at
besidde en særlig indsigt. Desuden er han typen, der vil bruge healinger på
folk for at få magt over dem. Alfa Ulven forstår kun kraftaspektet af en
spirituel vej. Helhed, ydmyghed og respekt for andre er egenskaber, der ikke
siger ham noget. Det indgår ikke i hans hverdag. Jeg behøver nok ikke at
betone, at Alfa Ulven faktisk kan være et farligt bekendtskab for dig. Det
aspekt er der mange historier om, især når Alfa Ulven rykker flokken ind i
fase 2: Bofællesskabet.
Du kan kende han på: selvsikker og selvcentreret adfærd. Ved altid bedre og
skønner sig i besiddelse af en indsigt, som du i hvert fald ikke har. Og så
berører han din vilje, din selvforståelse og din selvsikkerhed i en grad, hvor
du ikke mere ejer dig selv. Behøver jeg at sige, at hvis du skulle bare komme i
nærheden af en Alfa Ulv, så burde dine alarmklokker ringe og der skal være
nogen hjemme til at modtage opkaldet.
Heldigvis er de rendyrkede Alfa Ulve relativt sjældne og som regel ledsaget af et dårligt rygte. Så skal vi sige, at du vil have heldet til at undgå den slags landevejsrøvere på din vej?. Næ, det er nok mere sandsynligt, at du vil møde en helt anden og mere almindelig type på din vej. En der i hvert fald ikke lider af smålighed, når hun skal beskrive sig selv:
Rollespilleren

Rollespilleren kan du simpelthen ikke undgå at møde på din vej. For hende/ham er spirituel aktivitet en udklædningsleg. Ikke nødvendigvis en ydre udklædning men helt sikkert en indre. Over for andre (dig) vil hun åbenbare sig som clairvoyant- inkapræstinde-druideypperstepræstinde-atlantisk orakelhealershaman. Falder du på halen for det, vil hun sandsynligvis vise sig som en almindelig spirituel lommetyv, uden at du mærker det. Men er du til sjove/Selvhøjtidelige rollespilsritualer i en mørk skov, hvor du leger kvinde der løber med ulve, vil du sikkert synes, at det er ganske spændende. Og så kunne du jo ved samme lejlighed få dit eget indianernavn, så du i stedet for at hedde Hansen, nu kan kalde dig Rislende Månebæk. Det lyder da også meget bedre, ek? Eller hvad med TordenHjerteSommerfugl? Navnet er vist nok stadigt ledigt, tror jeg.
Nå, nu må vi vist til at finde hen, hvor det bliver mere seriøst. Ham her burde da være et bud på en seriøs kender af den spirituelle vej:
Kultguruen Solkongen

Det er lige en lærer for dig der kun vil have det bedste af det bedste. Dig der leder efter en lærer, der er så tæt på Jesus, som man kan komme. Dem er der godt nok ikke så mange af, men nogle lande producerer flere af dem end andre. Så du finder helt sikkert en i udlandet. Og skulle du være en sådan lykkens pamfilius, der finder en kultguru, så vil du møde en person med en enorm karisma. Han ser sig da også som en slags menneskehedens sol. I sit pr materiale beskriver hans reklameagenter ham da også som rangerende lige under Gud.... med den option at han (måske) oven i købet er Gud. Alt er største målestok. Hans visdom er umådelig og hans virkning på de tilbedende er, som var han solen selv. Underligt nok har han ikke noget imod at frigøre dig for dine samlede materielle besiddelser. Puha det lettede godt nok at komme af med dem. Sikke en byrde de var. Og så får du oven i købet lov til helt gratis at arbejde i hans køkkenhave. Hvad vil du mere? For selvfølgelig er du derved med til at løfte hele Jorden op på et højere Viberationsniveau. Det kan bare ikke blive større, vel?
Nå, men det var et par af de personligheder, som du kan
risikere af møde på din vej, hvis du altså har brug for det?. Men måske er
det i virkeligheden et spørgsmål om dine egne holdninger? hvorfor falder vi
egentlig i? Kan det være noget i os selv, der absolut vil det på den svære
måde?
Er du en, der går på kurser i den forventning, at alene det at deltage, vil
spare dig for det besvær det er at tage din skæbne i egen hånd, så er du
måske en
Kursuskænguru

Kursuskænguruen er en, der næsten har årsabonnement på alle de rigtige spirituelle kurser. I stedet for at gå til psykolog med problemerne søger kursuskænguruen sin frelse blandt andre. Hun lader sig bære af energien i gruppen, men falder desværre helt sammen igen efter kurset. Så booker vi bare et nyt kursus og op med energien igen, hola hvor det går. Hov, var det her et kursus, hvor vil skulle øve derhjemme,???? det var dog for galt, vi finder straks et andet. Jeg skal i hvert fald ikke gøre noget selv, for jeg har da betalt for det, ek? Spirituelle kurser ses som en ingrediens i indkøbskurven sammen med andre livsstilsfremmende indslag.
Hvis det er lige dig, så er en spirituel vej nok ikke noget for dig. Men du vil få mange lykkelige kurser fremover. Alt godt!
At gå en spirituel vej
er noget, hvad du sikkert har set allerede nu, der kræver en stor portion
respekt for livets mange elementer, en sund sans for proportioner, og en
vis modenhed skader bestemt heller ikke. Du vil blive testet og fristet på din
selvglæde og din trang til selvdyrkelse, hvis du ikke selv skal ende som en
spirituel landevejsrøver. Tro på din sunde fornuft, hav tillid til dine
fornemmelser, for de kunne jo gå hen og have ret.
På alle gode spirituelle vej findes der gode vejvisere. Folk der er uddannet i
en spirituel disciplin på en grundig og respektfuld måde. Folk der respekterer
dig for det, du er. Et menneske, der søger sig selv og meningen med livet. Så
har du den rette indstilling og er ærlig og oprigtig, så har du også en god chance
for at finde, hvad du søger.